Forældre får deres børn til at gå uden om erhvervsskolerne

Kun fire procent af forældrene i Region Hovedstaden råder deres børn til at tage en erhvervsuddannelse. Videnssamfundet har taget overhånd mener Danske Erhvervsskoler.

Region Hovedstaden er det sted i landet, hvor færrest unge søger ind på en erhvervsuddannelse for at blive for eksempel mekaniker, elektriker, bager eller murer. Det skyldes måske snobbede forældre, viser en spørgeskemaundersøgelse fra Region Hovedstaden.

Kun fire procent af de adspurgte forældre opfordrer deres børn til at tage en erhvervsuddannelse, mens hele 45 procent opfordrer børnene til at læse på gymnasiet eller handelsskolen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Det bekymrer direktør i interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler Lars Kunov.

- Vi kan ikke kun leve af vidensmedarbejdere. Vi har også brug for folk, der kan skabe produkter med deres hænder. Vi har brug for et opgør med dogmet om, at Danmark  i fremtiden kun skal være et videnssamfund.

Dårlige elever gør erhvervsskolerne uattraktive

Ifølge Lars Kunov fra Danske Erhvervsskole er der to hovedårsager til forældrenes vigende opbakning til erhvervsskolerne.

- For det første handler næsten al vejledning til de unge om gymnasierne. Og for det andet så er erhvervsskolerne de seneste år blevet pålagt at tage imod en masse umotiverede unge med lave karakterer på grund af politikernes målsætning om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, siger direktør for Danske Erhvervsskoler Lars Kunov

I Region Hovedstaden har man en målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal vælge et svendebrev i stedet for en studenterhue. Der er dog langt til målet. Kun 13 procent af regionens unge søgte sidste år ind på en erhvervsuddannelse.

Erhvervsskolereform skaber håb

For nyligt præsenterede regeringen et udspil til en ny erhvervsskolereform, som blandt andet indeholder et forslag om at indføre karakterkrav for ansøgninger til erhvervsskolerne for at højne niveauet og sikre at flere elever gennemfører.

Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler ser frem til reformen og tror på, at den kan øge både forældrenes og de unges interesse og respekt for håndværksfagene. Det samme gør Marianne Stendell (S), der er formand for Regions Hovedstaden uddannelses- og forskningsudvalg.

- Det er skræmmende, at så få får en erhvervsuddannelse. Vi får brug for flere faglærte til blandt andet de sygehusbyggerier, som staten og regionen i øjeblikket afsætter millioner til, siger Marianne Stendell til Frederiksborg Amts Avis.

Facebook
Twitter