Forældre og fagforeninger: Der skal være økonomisk hjælp til forældre, der passer syge børn

På grund af corona skal børn holdes hjemme i 48 timer efter, at de er raske eller symptomfri. Det presser forældrene.

Camilla Aavang Poulsen fra Amager er mor til to. På linje med forældreorganisationer, fagforeninger og politiske partier ønsker hun, at der skal økonomisk hjælp til forældre med syge børn under coronakrisen.

For en uge siden var Camilla Aavang Poulsens datter Gry på knap et år syg.

Derfor blev hun ligesom mange andre børn i disse dage passet hjemme af sine forældre, som måtte indrette sig og arbejde hjemmefra.

Den ene måtte arbejde om formiddagen og den anden om eftermiddagen og igen om aftenen, når børnene var puttet.

Men da Gry blev rask, blev parret nødt til at fortsætte de usædvanlige arbejdstider.

Ifølge sundhedsmyndighedernes nye

retningslinjer
, skal børn nemlig blive hjemme 48 timer efter, at de er raske eller symptomfri. Derudover må der ikke være mistanke om, at andre i hjemmet kan være smittet med coronavirusset.

Det betyder, at forældre ofte kan være tvunget til at blive væk fra arbejde i mange dage i træk.

- Vi er heldige, at vi har fleksible arbejdstider, men det er jo ikke alle, der har det. Og mange har jo heller ikke ret til barns sygedage, siger Camilla Aavang Poulsen.

Mange forældre har typisk nul, en eller to barns sygedage. Har man ikke ret til barns sygedage, eller har man allerede brugt dem, skal man enten tage ferie, orlov eller selv betale for at blive hjemme med barnet.

Fagforening vil have nye regler

De nye

retningslinjer
hænger ikke sammen med forældrenes nuværende rettigheder og muligheder for hjælp, mener Majbrit Berlau, som er næstformand i fagbevægelsens hovedorganisation.

- Der er nødt til at findes en kollektiv løsning, ellers efterlader vi bare børnefamilierne, siger hun.

Derfor har organisationen fremsendt et forslag, som skal hjælpe forældrene, til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Forslaget handler om, at forældre med syge børn kan blive arbejdsfri enten med løn eller sygedagpenge. Vi har sendt forslaget til ministeren, fordi det er der, vi er nødt til at starte for at få ændret spillereglerne i sygedagpengeloven, siger Maibrit Berlau.

Forældreorganisationer er bekymrede

Forældreorganisationer i både Halsnæs, Vallensbæk og København hører en del fra forældre, der er bekymrede for, at deres børn bliver syge.

- Forældrene bekymrer sig om, hvordan de skal få fri fra arbejde til at passe syge børn og holde dem hjemme ved den mindste forkølelse og helt indtil, de har været symptomfri i 48 timer efter, siger Julie Kyndesgaard, der er formand for Københavns Forældreorganisation.

Børns sygedage presser forældrene i forvejen, og nu er problemet endnu større, siger Louise Midjord, formand for Vallensbæk Forældreorganisation.

- Det er der ingen forældre, der kan administrere. Og slet ikke når vi også skal passe på vores forældre og bedsteforældre, som tidligere kunne passe børnene, siger hun.

Partier vil give økonomisk hjælp til forældrene

Så længe de særlige

retningslinjer
som følge af coronavirusset gælder, foreslår SF, at der oprettes en særlig ydelse til forældre med syge børn.

- Det er ikke rimeligt, at forældre ikke har ret eller råd til at leve op til retningslinjerne, siger familieordfører for SF Ina Strøjer-Schmidt.

Ifølge SF's forslag skal

ydelsen
som minimum svare til det, man kan få i sygedagpenge. Derudover skal
ydelsen
ikke kun gælde for forældre, hvis børn er syge på grund af coronavirusset, men ved sygdom generelt.

Også

beskæftigelsesordfører
for venstre Hans Andersen mener, at forældre skal have mere hjælp. SF's forslag er dog bare én af flere muligheder.

- Det her er bare én løsning. Jeg synes, at beskæftigelsesministeren skal indkalde til møde, og så må vi se, hvilke løsninger vi kan finde, siger Hans Andersen.

Også Marie Krarup, som er Dansk Folkepartis børneordfører, mener, at forældrene skal kunne få økonomisk hjælp.

- Det er fornuftigt, at forældre kan ansøge om noget støtte, siger hun.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skriver til

DR
, at regeringen lytter til bekymringen, og at han ikke vil afvise gode ideer til at hjælpe forældrene. Han understreger dog, at det er arbejdsmarkedets parter, der bestemmer vilkår for fravær i tilfælde af syge børn.

Facebook
Twitter