Forbrugerrådet Tænk: Det skal du passe på til Black Friday

Sørg for eksempel for at tjekke, om priserne overhovedet er lavere, end de plejer, råder forbrugerjurist.

Black Friday har spredt sig fra USA til hele verden, og i Danmark blev det sidste år den dag, hvor der blev handlet mest. (Foto: © H. JEON, Scanpix)

På kort tid har tilbudsdagen Black Friday indtaget pladsen som den dag på året, hvor der bliver handlet allermest.

Ifølge Dansk Erhverv blev der sidste år handlet for omkring to milliarder kroner på landsplan i forbindelse med Black Friday, som oprindeligt stammer fra USA.

Men er man en af de mange tilbudsjægere, der står klar i butikskøerne i dag, så er der god grund til at holde øje med, om tilbuddene er så gode, som de giver sig ud for.

Sådan lyder opfordringen fra Forbrugerrådet Tænk.

Seniorjurist Tina Dhanda Kalsi har samlet tre gode råd.

1. Sammenlign priser, før du køber

- Man skal huske, at det ikke er sikkert, at det er den bedste pris, bare fordi det er Black Friday, siger seniorjurist Tina Dhanda Kalsi fra Forbrugerrådet Tænk.

- Vi anbefaler derfor, at man laver en slags indledende undersøgelse ved at bruge prissammenligningssider på nettet, hvor man kan søge på konkrete varer og se, hvad de koster, og hvor de er billigst, siger hun.

2. Undersøg priserne over tid

- I Danmark har vi en helt særlig tilbudskultur, der gør priserne enormt uigennemsigtige, så det er svært for de fleste af os at regne ud, hvornår man gør en god handel, siger Tina Dhanda Kalsi.

- Derfor er mit bedste råd, at man undersøger priserne på i hvert fald de større ting, man ved, man har brug for, og undersøger hvor de er billigst, og også om priserne varierer meget over tid. Det kan være, det er værd at vente og slå til på et senere tidspunkt, siger hun.

3. Undersøg, om du kan returnere varen

- Rigtig mange forbrugere tror, at man automatisk er sikret en fortrydelses- eller bytteret, når man handler i fysiske butikker, men det er man faktisk ikke. Udgangspunktet efter dansk lov er, at bordet fanger, når man har købt en vare, forklarer Tina Dhanda Kalsi.

- Mange butikker tilbyder som en service, at man kan bytte varen til noget andet eller måske endda få pengene tilbage, men det afhænger af den enkelte butiks politik.

- Derfor er det ekstra vigtigt, når man er ude og lave impulskøb her til Black Friday, som man måske fortryder efterfølgende, at man undersøger, hvordan bytte- og returreglerne er i den enkelte butik, siger Tina Dhanda Kalsi.