Freder forældre: Kommune trækker ikke i børnepenge - selvom de må

Forældre kan igen trækkes i børnepenge, hvis deres børn har for meget fravær. Men i Gladsaxe lader de være.

Med coronaepidemiens slutning blev det igen muligt for kommuner at trække forældre i børnepenge, hvis deres børn har for meget ulovligt fravær. (© (c) DR)

Skoledagen er ved at være tilbage til normalen. Klasserne er fyldt med elever igen, alt i mens afstandstagen og massetest er væk de fleste steder.

Men det betyder også, at forældre igen kan blive trukket i børnepenge, hvis deres børn har mere end 15 procent ulovligt fravær i skolen - altså fravær der ikke skyldes sygdom eller andre gode grunde.

Reglen har ellers været sat på pause under coronanedlukningen, men blev aktiv igen i maj, da skolerne genåbnede.

Der er dog stor forskel på, hvordan kommunerne sanktionerer forældrene.

I Gladsaxe Kommune har man valgt ikke at fratage forældre deres børnepenge, selvom de har flere, der kunne blive trukket.

- Set i lyset af corona er der mange familier, der har haft det ekstra hårdt - både personligt men også økonomisk. Derfor har vi valgt ikke at trække dem i børnepenge, siger Claus Wachmann (R), der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune.

Det er dog ikke alle kommuner, der gør som Gladsaxe.

20 kilometer længere sydpå, i Ishøj Kommune, har man gjort det modsatte.

Borgmester i Ishøj, Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten, mener, at det er en god idé at trække i børnepengene hos forældre, hvis børn har for meget fravær i skolen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

Kommunen har siden maj haft 13 sager, hvor elever har haft for meget ulovligt fravær, og i alle 13 sager er familierne blevet trukket i børnepenge.

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (Ishøjlisten), mener, at det er et godt værktøj til at rette op på elevernes høje fravær.

- Det er vigtigt at kunne sige til forældrene, at hvis deres børn har så højt fravær, så sanktionerer vi dem, siger borgmesteren, der oplever, at de fleste elevers fravær mindskes efter, at man har trukket pengene hos forældrene.

Straf til forældre løser ikke børns høje fravær

Men det kan skabe både frygt og vrede hos børn og deres forældre, når man straffer dem ved at fratage børnepengene.

Det mener Rasmus Edelberg, der er formand for Skole og Forældre, en organisation der varetager forældre med folkeskolebørns interesser.

- At gøre sårbare familier endnu fattigere løser ikke problemet. Det er det helt forkerte værktøj, man hiver op af kassen, siger han.

Hos Børns Vilkår, der er en interesseorganisation for udsatte børn, har man undersøgt årsagerne til, at børns fravær stiger, og ifølge direktør Rasmus Kjeldahl er der næsten altid en god grund til, at et barns fravær stiger.

- Det kan være mobning, dårlig trivsel eller ubehandlede psykiske diagnoser, der ligger til grund for et barns fravær. Og det løser man ikke ved at fratage børnepengene fra forældrene, siger han.

Derfor har han også sympati med Gladsaxe Kommune, der ikke vil sanktionere forældrene.

I stedet vil kommunen stable et samarbejde på benene med forældrene til de fraværende børn.

Det håber Claus Wachmann (R), der formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune, vil løse udfordringen med det høje fravær.

- Vi vil hellere skabe en dialog med familierne fremfor bare at sanktionere dem. Det skal være sidste udvej, siger Claus Wachmann.

Facebook
Twitter