Fyringsrunde: Testede ansatte med stopur

Tillidsrepræsentanter og postfolk afslører skadeligt og ydmygende arbejdsmiljø på Københavns Postcenter.

Ansatte på Københavns Postcenter blev testet med stopur. (© Post Danmark)

På Københavns Postcenter, der i perioden 2009-2012 gennemførte adskillige fyringsrunder, blev afskedigelserne håndteret på en måde, der gjorde situationen værre, end den behøvede at være.

Sådan lyder kritikken fra en lang række ansatte, tillidsrepræsentanter og mellemledere, der nu står frem. Det skriver Avisen.dk.

De ansatte fortæller blandt andet, hvordan de blev udsat for ydmygende evalueringssamtaler og test for at afgøre, hvem der skulle have en fyreseddel.

Skulle testes på tid

I afdelingen "Maxibreve" skulle de ansatte for eksempel testes for, hvor hurtige og fejlfrit de kunne sortere, selvom de havde haft jobbet i årevis. Ofte blev testen udskudt i sidste øjeblik, så de ansatte måtte møde nervøse op flere dage i træk.

- Folk var bange. Vi vidste jo, at de ville af med nogen. Det var underligt at blive testet i et job, jeg havde udført i 14 år, men jeg var nervøs, for hvis jeg dumpede, blev jeg måske fyret, fortæller tidligere ansat Ali Shaverdi til Avisen.dk.

De nærmeste ledere skulle også give alle ansatte en årlig vurdering på en karakterskala, hvorpå dem med lavest karakter blev fyret.

- Den årlige vurdering var det mest skadelige, man indførte. Det betød, at medarbejderne internt forsøgte at profilere sig selv på andres bekostning, siger forhenværende tillidsmand og nuværende ansat, Kim Andersen.

Ledelsen blev fyret

Avisen.dk har gennem de seneste dage fortalt, hvordan det psykiske arbejdsmiljø på Københavns Postcenter blev værre og værre. Blandt andet blev trusler om fyring brugt som et middel til at styre de ansatte.

I sommer blev ledelsen fyret, og en ny kom til. Selvom ledelsen nu er skiftet ud, står mange ansatte tilbage med psykiske mén efter årene, og undrer sig over, at ingen greb ind noget før.

Den nye chef for Københavns Postcenter, Michael Hermann, valgte i december 2013 at sætte en endegyldig stopper for de årlige vurderingssamtaler.

Avisen.dk har været i kontakt med den tidligere centerchef, der har meddelt, at han ikke må udtale sig. Post Danmark ønsker ifølge Avisen.dk ikke at kommentere på sager, der foregik under den tidligere ledelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter