Glædesekspert: Vi bliver ikke anerkendt af julegaver fra chefen

Flere kommuner dropper julegaven til medarbejderne, for at spare. Det er der god fornuft i, mener ekspert i arbejdsglæde.

Ros fra chefen gør medarbejderne langt gladere end en pakke til jul, siger ekspert. (© Colourbox)

Skal kommuner bruge skattepenge på at give julegaver eller ej? Det spørgsmål deler vandene i kommunerne, men flest har valgt at droppe julegaverne, for at spare på de trængte kommune-budgetter.

Kun 7 kommuner ud af de 26 kommuner, som DR P4 København har spurgt, holder fast i traditionen med at give kommunens ansatte julegaver.

Til gengæld mener de syv kommuner at julegaven giver gladere ansatte, men den holder ikke siger Alexander Kjerulf, som er stifter af Arbejdglædenu og ekspert i arbejdsglæde.

Gode kolleger og chefer giver glæde

- Jeg kommer rigtig meget ud på arbejdspladserne, hvor jeg spørger folk, hvad det er, der giver dem arbejdsglæde. Svaret er oftest gode kollegaer og gode ledere, siger Alexander Kjerulf og understreger;

- Jeg har aldrig nogensinde hørt en eneste medarbejder sige: vi får de fedeste julegaver, det er derfor det er så godt at være her, fortæller Alexander Kjerulf.

Anerkendelse kommer i mange former

Høje Taastrup Kommune er en af de få, som har valgt at bruge skattekroner på julegaver. Her forklarer konservativ borgmester Michael Ziegler, at de 860.000 kroner som det koster at dele pakkerne ud, er meget lidt sammenlignet med den anerkendelse det giver.

Men den anerkendelse har Alexander Kjerulf svært ved at få øje på.

- Det betyder langt mere med et klap på skulderen og et venligt ord. Problemet med at give julegaver som anerkendelse er, at alle får det samme. Hvordan kan det være en personlig anerkendelse til mig som medarbejder, at få nøjagtig det samme som mine kollegaer? Det virker simpelthen ikke, siger Alexander Kjerulf.

Overraskelse frem for vane

Ifølge Alexander Kjerulf virker det kun positivt at få en julegave af chefen første jul, fordi det er nyt og man måske ikke forventer det. Allerede året efter er luften gået ud af glædesballonen.

- Vi ved fra lykkesforskningen, at når der sker noget rart for os som er overraskende, så bliver vi glade, men er det noget vi forventer, så bliver vi ikke nær så glade, siger Alexander Kjerulf.

Derfor skal man gøre det uventede, hvis man vil glæde sine medarbejdere, siger Alexander Kjerulf.

- Hvis virksomheder gav medarbejderne en gave ud af det blå, så ville det virke langt bedre.