Greve har succes med borgermøder på Facebook

Greve Kommune kommer via Facebook i dialog med nogle af de borgere, som normalt ikke møder op til borgermøderne.

Greve Kommune har gode erfaringer med at møde borgerne på Facebook.

Alle landets kommuner prøver lige nu at få styr på budgettet, der skal indeholde besparelser.

Det skal sælges så godt som muligt til borgerne, og derfor har man i Greve Kommune valgt at informere borgerne på en ny måde.

Kommunen har nemlig arrangeret et Facebookmøde, hvor borgerne kan chatte med kommunen, fortæller borgmester Pernille Beckmann (V).

- Vi fastholder de ordinære borgermøder og så laver vi det her som et supplement i håb om, at vi så kan komme lidt bredere ud, siger hun.

Gode erfaringer

Det er anden gang, at Greve Kommune forsøger sig med et Facebookmøde. Første gang var for et halvt år siden.

- Der kom vi i dialog med nogle af de borgere, som normalt ikke møder op til vores borgermøder. Børnefamilier, der jo har svært ved at gå hjemmefra når børnene er lagt i seng, dem havde vi faktisk en dialog med på Facebook, sidst vi afholdt det her, fortæller hun.

Skal være klar til at tackle kritiske borgere

Hvis kommunens borgere føler, de bliver hørt på Facebook, så fungerer kommunen bedre.

Det siger digitalchef for Geelmuyden Kiese, Benjamin Rud Elberth, om initiativet.

- Greve Kommune ser ud til at være god til at flytte borgerne, siger han og tilføjer, at det også kan give udfordringer.

- Når de inddrager borgerne, vil de blive mødt med rigtig mange positive tilkendegivelser. Men i det tilfælde hvor de får en dårlig sag på eksempelvis deres plejehjem eller i deres skoler, vil de også opleve, at de skal kunne tackle de kritiske borgere.

Facebook
Twitter