Grøn hæder til København fra WWF

København er blandt klodens førende og mest ambitiøse byer på klimaområdet, vurderer WWF.

København modtog i nat en særlig anerkendelse i Verdensnaturfondens internationale klimakonkurrence. Førstepladsen gik til Cape Town, som nu kan kalde sig Earth Hour Capitol 2014.

Men København fik ved en ceremoni i Vancouver i Canada tildelt en særlig anerkendelse sammen med tre andre byer. I forvejen er København European Green Capital 2014.

I Juryens begrundelse blev hovedstaden rost for sin imponerende klimaplan, der blandt andet inddrager befolkningen i udpræget grad og har et ambitiøst mål om, at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Københavns fjernvarmesystem blev også fremhævet og så var juryen imponeret af den danske cykelkultur. Juryen bestod af nogle af verdens førende eksperter på klimaområdet.

Flot hæder

Selvom konkurrencens største hæder gik til Cape Town mener generalsekretæren for WWF’s danske afdeling, Gitte Seeberg, at København kan være stolt af resultatet

- København gør det godt, og er helt fortjent blevet belønnet for at være ambitiøse. København har siddet med ved bordet og været med i klimadebatten i lang tid, siger hun.

Og hæderen kan bruges til at lokke turister til , mener Gitte Seeberg.

- Vi kan jo bruge det til at promovere Danmark, og jeg er helt sikker på at den positive omtale også vil smitte af på folks lyst til at besøge vores by, siger hun.

Borgernes pris

I konkurrencen har 163 byer fra hele verden dystet mod hinanden, og 33 blev udvalgt til finalen og København har blandt andet slået Chicago, Mexico City, Rio de Janeiro, Seoul og Bruxelles.

Og det skyldes først og fremmest borgernes indsats, mener Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell.

- Det er et kæmpe skulderklap til de mange københavnere, der tænker grønt i deres hverdag. For eksempel cykler halvdelen af københavnerne til arbejde og studier, siger han.

Og så er københavnerne også villige til at yde en ekstra indsats for at gøre kloden grønnere, mener Morten Kabell.

- De tager et globalt ansvar for verdens klima ved at bakke op om vores ønske om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 ved i stor stil at sortere affald og købe andele i vores nye vindmøller på Prøvestenen, siger han.

 

Facebook
Twitter