Grønt lys til salg af 260 boliger i Mjølnerparken: Beboere føler sig diskrimineret

To ud af fire boligblokke i området skal sælges, har et flertal i Københavns Kommune besluttet.

Mjølnerparken skal af parallelsamfundslisten. Derfor skal en række af boligerne sættes til salg, så boligområdet får en ny beboersammensætning. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

I mere end et årti har boligområdet MjølnerparkenNørrebro i København været på Indenrigs- og Boligministeriets parallelsamfundsliste.

Listen, der tidligere gik under navnet 'ghettolisten', omfatter blandt andet de boligområder i landet, som har en stor andel af indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og hvor en stor del ikke er i arbejde.

Men nu skal Mjølnerparken af listen.

Derfor besluttede et flertal i Københavns Kommune torsdag aften at sælge 260 af områdets boliger.

- Mjølnerparken bliver omdannet fra at være et ghettoområde, hvor der har været mange problemer igennem rigtig lang tid, til at blive et normalt boligområde, fordi der kommer nogle nye beboere ind, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens Kristian Lütken (V) om beslutningen.

Grønt lys til retssag

Det er en lov om parallelsamfund fra sidste sommer, der er baggrunden for det salg, som nu kan gå i gang.

Men i Mjølnerparken er beboerne stærkt utilfredse med det kommende salg.

En af dem, der kan se frem til at blive smidt ud af sin bolig, er Janni Milsted, der også er boligforeningens næstformand.

- Vi er dybt chokerede, og mange af beboerne kan slet ikke forstå det. Det kan da ikke være rigtigt, at man bare kan smide folk ud? Men det kan man altså. Vi synes, det er diskriminerende, siger hun.

Janni Milsted står til at blive smidt ud af sin bolig i Mjølnerparken, når 260 boliger i boligområdet skal sælges. (Foto: © Julie Wilkens, (c) DR)

Beslutningen om at sælge en stor del af boligerne kommer samtidig med, at en gruppe af Mjølnerparkens beboere har stævnet staten for lovgivningen om parallelsamfund. De mener, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling på baggrund af etnicitet.

I december gav Østre Landsret beboerne lov til at føre sagen mod Indenrigs- og Boligministeriet, som altså nu er undervejs.

Derfor undrer det Janni Milsted, at kommunen har givet grønt lys til salget, mens retssagen er på vej.

- Jeg ved godt, at det kan tage lang tid med en retssag, men jeg synes alligevel, at det er mærkeligt, at man kan tillade sig at sælge det her.

Men ifølge integrations- og beskæftigelsesborgmester Jens Kristian Lütken (V), så har retssagen ikke opsættende virkning, og samtidig er det et lovkrav, at kommunen skal gennemføre salget.

- Jeg er samtidig meget enig i den her lovgivning, og det er den helt rigtige vej at gå. Beboerne er i deres gode ret til at lægge sag an, men det er ikke noget, der bremser noget, siger han.

I indenrigs- og boligministeret er man også glade for, at salget nu kan sættes igang.

For selvom en retssag er på trapperne, kommer det ikke til at ændre på regeringens planer for Mjølnerparken, påpeger minister Christian Rabjerg Madsen (S).

- Det er afgørende, at vi fastholder tempoet i omdannelsen af Mjølnerparken, så vi får bedre mulighed for, at integrationen lykkes. Jeg overlader trygt det, at vi lever i et retssamfund (hvor man kan lægge sag an, red.) til domstolene, siger han.

Men både borgmesteren og ministeriet kan se frem til kamp til det sidste fra beboerne, siger Janni Milsted:

- Folk er glade for at bo her. Vi har fået et dårligt ry, men det er slet ikke sådan, jeg ser Mjølnerparken. Vi giver ikke op på det her.

Ifølge beboernes boligforening Bo-Vita vil de beboere, der skal flytte, blive tilbudt en anden lejlighed i en af foreningens boligområder i København eller hjælp til at finde en bolig et andet sted i landet.