Gry havde selv brug for hjælp: Nu holder hun velkomstfest for 2.000 flygtninge

PORTRÆT: For præcis et år siden tog Gry Ravn initiativ til en indsamling af tøj, sko og soveposer til flygtninge på Lesbos. Siden da har hun brugt det meste af sin tid på frivilligt arbejde, og indsatsen kulminerer i dag med en velkomstfest for flygtninge og asylansøgere.

Gry Ravn (i hvid cardigan) omgivet af de mennesker, der sidste år hjalp hende med at sende tøj, sko og soveposer til Lesbos. (Foto: PRIVAT)

- Jo dårligere folk bliver behandlet, jo mere får jeg lyst til at kæmpe deres sag. Det ville jeg jo også ønske, at andre gjorde for mig, siger hun.

Gry Ravn er fyldt med engagement og lyst til at hjælpe svage grupper. Det har blandt andet vist sig, da hun sidste år samlede 500.000 kroner ind til bådflygtninge på Lesbos.

I dag viser det sig igen, når hun holder det, hun selv betegner som Europas største velkomstfest for flygtninge. En dag, der har fokus på at sige velkommen og finde nye måder at integrere flygtninge på.

Engagementet har rødder to steder i Gry Ravns liv. Det ene er forældrene.

- Det er en grundværdi, jeg har fået af min mor og far: at man skal hjælpe sin næste og folk, der har det svært. Min mor har altid kæmpet for de svage i samfundet og arbejdet med det i døgndrift, både flygtninge og folk der har været udstødt på den eller anden måde, siger hun.

Spiseforstyrrelse har givet mod til at hjælpe

37-årige Gry Ravn mistede sin mor som 20-årig, og kort efter flyttede hun fra Vadum i Nordjylland til København. Her udviklede hun anoreksi og bulimi, som hun kæmpede med i fem år.

Og der går en lige linje fra årene med spiseforstyrrelser til behovet for at træde til over for andre mennesker, siger hun.

- Det at ramme bunden i livet, ikke at have mange penge selv og ikke at kunne gøre noget. De behandlere, familie og venner, der var der for mig, har gjort at jeg kom ud af min spiseforstyrrelse og kom op at stå igen. Erfaringen med at opleve, hvordan de satte sig selv til side og hjalp mig, vil jeg give videre.

Gry Ravn er uddannet i kommunikation fra universitetet. Det tog hende 11 år at færdiggøre uddannelsen, fordi hun kastede sig over andre projekter undervejs. (Foto: PRIVAT)

Flygtningesagen

I dag er det flygtningesagen hun bruger så mange timer på, at det svarer til et fuldtidsarbejde. Før indsamlingen sidste år havde Gry Ravn været engageret i frivilligt arbejde med flygtninge, men det var en yogaferie på Lesbos, der fik hende til at handle.

- Personligt blev jeg enormt ramt af at se kvinderne og pigerne komme ind på stranden, og at de ikke fik hjælp. Én ting er at have det svært igennem livet, men når der ikke er nogen der hjælper, det påvirker mig meget.

Og til sidst blev det for meget at se passivt til.

- Efter at have brokket mig over, at der ikke var nogen der satte ind, så tænkte en veninde og jeg, at vi hellere måtte gøre noget. Men jeg havde ikke lige regnet med, at det blev så stort.

Indsamlingen til flygtninge på Lesbos endte med 12 container fyldt med tøj, sko og soveposer. (Foto: PRIVAT)

Uddannelsen tog 11 år

Det er ikke tilfældigt, at Gry Ravns navn er dukket op i offentligheden i forbindelse med omfattende frivillige projekter. Som projektleder er hun vant til at føre sine idéer ud i livet, og det kommer også naturligt til hende.

Allerede som nyankommen nordjyde til København stablede hun en fest på benene for sine jyske fæller.

- Da jeg opdagede, at der var mange aalborgensere herovre, lavede jeg lynhurtigt en kæmpefest for Aalborg-folk, griner hun.

Siden da har hun taget initiativ til en integrationsfestival for kvinder, et teater for asylansøgere og etableret en projektlederuddannelse - med Gry Ravns ord er en slags miniudgave af kaospilotuddannelsen.

De mange projekter betød, at det tog hende 11 år at tage sin kommunikationsuddannelse på Roskilde Universitets Center.

- Hver gang jeg har lavet et projekt, så er det blevet til noget, så det tog mange år for mig at blive færdig.

For fire år siden forlod hun omsider universitet og har siden arbejdet som selvstændig konsulent, hvor hun blandt andet underviser unge i projektledelse.

I dag arbejder hun ved siden af sit frivillige arbejde hos konsulentvirksomheden ISS, der hjælper kontanthjælpsmodtagere i job.

Socialt medie har været en øjenåbner

Sidste års indsamling af tøj, sko og soveposer endte som et omfattende projekt med 12 fyldte containere og en halv million kroner, der tog fire måneder at fordele.

Men det hele startede med et pip på Facebook, da hun kastede idéen ud i cyberspace.

Facebook var også startskuddet til velkomstfesten, ligesom det sociale medie spillede en rolle, da hun sidste år var med til at indrykke annoncer mod Inger Støjbergs flygtningeannoncer i libanesiske aviser.

Det skete sammen med fire andre aktivister og var nærmest en spontan aktion, siger hun.

- Det var helt utroligt. Vi havde aldrig mødt hinanden, os fem, og så skete det bare over en uges tid, at vi online snakkede sammen og fik skrabet 150.000 kroner sammen. Man behøver faktisk ikke sidde sammen for at lave sådan et folkeprojekt.

Facebook er det eneste sociale medie Gry Ravn bruger, og hun er heller ikke interesseret i andre. Men det har hun til gengæld stor gavn af.

- Jeg kan se, hvor meget det virker, hvis du er straight med, hvad du vil, og hvad du har brug for at hjælp. Så er jeg meget direkte på Facebook, også hvis jeg synes, noget er svært, eller jeg er bange for, at noget ikke vil lykkes.

Det kan også være en måde, at forpligte en selv til at få tingene til at lykkes, siger hun.

- Det, at jeg i februar sagde ’hey, hvem vil være med til velkomstfesten,’ har også været med til, at jeg ikke gav op, for når du kaster noget ud og nogen hører det, bliver du nødt til at fuldføre det.

Næste skridt

Gry Ravn har ingen planer for, hvad hendes næste frivillige projekt skal være. Men hun har en drøm om at rykke velkomstfesten ud til resten af Europa.

- Det er jo et stort folkemøde, hvor vi arbejder på at finde nye integrationsløsninger, og det er der behov for.

Hun pønser også på projekter, der ikke er rettet mod flygtninge og asylansøgere.

- Det kunne også være noget med kvinder og piger. Jeg har en drøm om at lave en kæmpe landsdækkende kampagne, hvor vi fik vendt billedet af, hvor perfekte vi skal være, for vi har jo nogen gange et rimelig svært selvbillede.

Men i første omgang skal hun puste ud efter velkomstfesten.

- Jeg skal lige tjene nogle penge, og det at arbejde fuldtid bliver jo ferie. Lige nu arbejder jeg jo 70-80 timer om ugen. Måske skal jeg spare op til en ferie.

Facebook
Twitter