Hash er skyld i langt flere psykisk syge

Hashen er blevet stærkere, og det kan være en af årsagerne til, at flere får en psykiatrisk diagnose på grund af hashforbrug.

Hash giver flere psykisk sygdom end tidligere. I 2012 blev 700 indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af hash sammenlignet med 300 personer i 2000.

Sandsynligheden for at udvikle en psykiatrisk diagnose er større, hvis du ryger hash i dag, end hvis du gjorde det for ti år siden.

I hvert fald hvis man kigger på tal fra Det Psykiatriske Centralregister i Aarhus.

Tallene viser, at antallet af mennesker, som har været på en af landets psykiatriske afdelinger på grund af en diagnose, der skyldes hash, er mere end fordoblet fra år 2000 til 2012.

Især bliver mange indlagt med angst, hashpsykose eller skizofreni efter hashrygning. I samme periode er der ikke blevet flere, der har fået psykiske sygdomme af kokain, heroin og andre narkotiske stoffer.

Stærk hash gør flere syge

Ledende psykolog på Aarhus Universitetshospital i Risskov, Mikkel Arendt, der har forsket i hash og diagnoser, peger på, at stærkere hash er en af årsagerne:

- Grunden til, at flere bliver indlagt i psykiatrien, er sandsynligvis, at den hash, man bruger nu, er stærkere og indeholder mere af det stof, der giver de psykotiske symptomer. Eksempelvis er skunk jo meget stærkere end pot eller hash i harpiksudgaven, som ellers traditionelt er blevet brugt, siger han.

Det er ulovligt at indtage hash, også selvom det kun er til eget forbrug.

Man skal tænke sig rigtig godt om i forbindelse med brug af hash. Især hvis man i forvejen er psykisk sårbar

Mikkel Arendt, ledende psykolog på Aarhus Universitetshospital

Fra hashpsykose til skizofreni

Mikkel Arendt har skrevet en ph.d.-afhandling, der viser, at næsten hver anden med en hashpsykose få år efter udvikler skizofreni.

Men selvom tallene peger i retning af, at hashpsykose kan udløse skizofreni, understreger Mikkel Arendt, at det ikke kan bevises fuldstændigt.

- Man er stadig ikke hundrede procent sikker på, at hash kan give skizofreni, der ikke ellers ville være opstået.

Alligevel opfordrer han til, at hasbrugere tænker sig om en ekstra gang.

- Man skal tænke sig rigtig godt om i forbindelse med brug af hash. Især hvis man i forvejen er psykisk sårbar, siger han.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.