Hjælp til alkoholmisbrug i højtiden: Påskeåbent hos Alkolinjen

Påskebryg og snaps kan være en ubehagelig cocktail i de familier, hvor alkohol fylder for meget.

(ARKIV) Hvis du ønsker at tale med Alkolinjen, så skal du ringe på telefonnummeret: 80 200 500. Telefonerne har åbent mellem klokken 11 og 15. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis du sidder til påskefrokost med hele den pukkelryggede, så kan det være vanskeligt at sige nej tak, når snapsen går på runde, eller onkel byder på en ’Kylle Kylle’.

Og hvis du, din ven eller dit familiemedlem har problemer med alkoholmisbrug, kan du med fordel finde hjælp hos Alkohol & Samfund. De har nemlig valgt at holde åbent i påskehelligdagene i år.

Sidste år oplevede Alkolinjen rekordmange opkald til påske, men hver femte, der ringede i påsken, oplevede, at der var lukket for telefontid.

Motivationen må ikke forsvinde

Højtider er særligt svære for mennesker, der har eller har haft et alkoholproblem og deres nærmeste. For påsken betyder for nogle nemlig store mængder alkohol, fortæller Bjarne Stenger Elholm, som er rådgiver og leder af Alkolinjen.

- Familien er samlet i påsken, og der er et generelt højt alkoholindtag. Det betyder, at problemer med alkohol bliver tydeligere, når man er samlet over længere tid, siger han.

Og når alle andre rådgivningssteder og tilbud til alkoholmisbrugere holder lukket, er det vigtigt, at der alligevel er et sted, hvor man kan søge hjælp, når man er motiveret, siger Peter Konow, der er direktør i Alkohol & Samfund.

- Når der opstår problemer og konflikter i forbindelse med, at én i familien drikker for meget, så er det vigtigt, at der er et sted, man kan søge hen og få hjælp, siger Peter Konow.

- Vi giver en mulighed for dem, der har problemet, til at handle på det, når de står midt i det. Hvis de skulle vente måske en uge, før det lokale behandlingssted har åbent, så kan det være, at motivationen er røget igen, siger han.

Alkolinjen er et vigtigt første skridt for mange af dem, der ringer ind. Ifølge Bjarne Stenger Elholm kan det nemlig være med til, at alkoholikerne går i behandling efterfølgende.

- Vi kan hjælpe med at bygge bro over til den behandling, der findes. Og vi kan hjælpe med at forklare om, hvad behandlingen indeholder. Og så kan vi skabe et rum for, at man kan tale åbent om det her alkoholproblem, forklarer han.

Hårdt arbejde at blive alkolholfri

Selvom det kan være svært at tage sig sammen til at ringe ind med sine egne eller en andens problemer, er det det første vigtige skridt, siger Henrik Rindom, psykiatrisk overlæge i Stofrådgivningen og misbrugsekspert.

- Den helt store forskel, telefonlinjerne kan gøre, er at forsøge og motivere personen til en ændring eller hjælpe pårørende til, hvordan de kan medvirke til en ændring hos den, der har alkoholproblemet.

Et opkald til en rådgivningslinje er dog ikke nok. Det er, når telefonen er lagt på, at det virkelige arbejde begynder, siger Henrik Rindom.

- Det er et langt, sejt træk at komme ud af sin alkoholafhængighed, forklarer misbrugseksperten.

Hvis du ønsker at tale med Alkolinjen, så skal du ringe på telefonnummeret: 80 200 500. Der er åbent på telefonerne mellem klokken 11 og 15.

Facebook
Twitter