HK Stat i hovedstaden: Fagbevægelsen har vist at den kan stå sammen

Der åndes lettet op hos HK Stat i Hovedstaden, efter at den sidste overenskomstaftale kom på plads lørdag aften.

I ugevis har der været fyldt med mennesker foran Sankt Annæs Plads i København foran Forligsinstitutionen. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

De seneste ugers overenskomstforhandlinger har vist, at fagbevægelsen stadig har en stor styrke i Danmark.

Sådan lyder det fra Ulla Moth-Lund Christensen, der er formand for HK Stat i Hovedstaden.

Hun ånder man lettet op, efter at der i aftes faldt en aftale på plads på statens område, hvormed flere ugers konfliktvarsel endelig blev afblæst.

- Det tegner til, at vi har fået en god overenskomst, Ulla Moth-Lund Christensen, der er afdelingssektorformand for HK Stat i Hovedstaden til P4 København.

Et par hårde uger

Den seneste tid, hvor forhandlingerne har stået på, har været opslidende, erkender Ulla Moth-Lund Christensen.

- Det har været super hårdt, siger hun.

Men samtidig glæder hun sig også ved det sammenhold, som fagbevægelsen har udvist:

- Noget af det, der har været det mest fantastiske ved den her konfliktperiode, har været, at de tre hovedorganisationer har stået skulder ved skulder. At vi virkelig har oplevet, at vi alle sammen har kæmpet for det her, uanset hvilket forbund man var i, siger hun til P4 København.

Ulla Moth-Lund Christensen håber, at sammenholdet vil stille fagbevægelsen bedre, næste gang der skal forhandles med arbejdsgiverne.

Inden der kan åndes helt lettet op, skal medlemmerne godkende overenskomstaftalerne ved en urafstemning.

Facebook
Twitter