Høj technomusik og larmende børn: Konfliktmæglere virker under nabokrig

Flere boligselskaber har tilbudt hjælp af en professionel konfliktmægler, når tingene spidser til med naboen - og det er med gode resultater.

Siden 2016 har almene boligselskaber i hovedstadsområdet som FSB, Lejerbo, DAB og 3B tilbudt, at beboerne kan få hjælp af en professionel konfliktmægler. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Når naboen absolut skal støvsuge efter sengetid, eller når overboen får lyst til at høre tysk techno højt på musikanlægget, så kan det være starten på en nabokonflikt.

Og når konflikten er en realitet, så hjælper det næsten altid at få besøg af en konfliktmægler.

Det er erfaringen fra Projekt Boligkonflikten, som har været et tilbud i seks af hovedstadsområdets største almene boligselskaber siden 2016. Som en del af projektet får beboerne mulighed for at få besøg af en professionel konfliktmægler, som kan hjælpe de stridende naboer på rette vej.

- Folk er rigtig tilfredse med at mødes med en mægler, og det er de uanset, hvordan deres aftale ser ud, og hvad konflikten handler om, siger Lin Adrian, der er lektor i konfliktmægling på Københavns Universitet og står bag evalueringen.

I 89 pct. af de sager, hvor konfliktmægleren har været indeover, har parterne lavet en fælles aftale eller fået "noget at tænke videre over".

- Konfliktmæglere kan hjælpe folk med at holde fokus på det, der bringer konflikten videre, siger Gerrit Hensen, der koordinator for konfliktmæglerne i projektet hos boligselskabet FSB.

Evalueringen af de foreløbige resultater har vist, at roden til mange konflikter er, at beboerne slet ikke taler sammen. Og alene dét, at mægleren får naboerne til at tale sammen, er en stor hjælp:

- Som naboer er det vigtigt at have en relation, fordi det kan medvirke til, at der bliver færre konflikter. Når man er fremmed for hinanden, er der større risiko for, at der opstår konflikter, siger Lin Adrian.

Flest klager over larm

Langt størstedelen af de klager, som konfliktmæglerne behandler, handler ikke overraskende om støj. I knap halvdelen af tilfældene skyldes konflikten, at naboens børn larmer (48,8 pct.), mens det i 31,4 pct. af tilfældene skyldes larm fra voksne.

- Det er jo typisk, når man bor op og ned ad hinanden, så kan man høre hinanden. Og så kan man nogle gange høre hinanden på tidspunker eller med lydstyrker, som man egentlig ikke har lyst til, siger Gerrit Hensen.

Projekt Boligkonflikten er støttet at Trygfonden frem til næste år.

Facebook
Twitter