Hospital sætter robotter for millioner i garagen: Kunne ikke færdes blandt mennesker

En test med selvkørende hospitalsrobotter er sat på pause på Herlev Hospital.

Robotterne blev købt for fem år siden og skulle bruges til at fragte mad, medicin og affald rundt på hospitalet. Men efter flere tests har det vist sig, at de ikke kan navigere rundt på gangene. (Foto: Herlev Hospital)

Automatiske varerobotter, der kan hente og aflevere medicin, mad, sengetøj og affald, så de varme hænder kan bruges hos patienterne.

Sådan lød visionen for Herlev Hospital, da man for fem år siden investerede millioner i 11 robotter, som skulle testes på hospitalets gange, inden en ny varemodtagelse åbner i 2020.

Men nu er robotprojektet kørt i pit, for maskinerne havde svært ved at navigere på gangene.

- Det var simpelthen for mange forstyrrelser. Blandet trafik fra mennesker og sidegange forvirrede robotterne, så de stoppede og holdt op med at fungere, siger vicedirektør på Herlev-Gentofte Hospital Jan Toftholm.

Det var ellers tanken, at robotterne, der sammen med resten af varemodtagelsen løb op i 40 millioner kroner, skulle overtage varetransporten fra mennesker som en del af en ombygning af hospitalet.

Men først næste år forventer man nu, at maskinerne er klar til opgaven.

- Set i bakspejlet var vi nok for ambitiøse. Vi forsøgte at sætte skub i projektet, men var nok for tidligt ude, siger Jan Toftholm.

Teknologi bliver hurtigt for gammel

Når de 11 nuværende robotter igen skal ud at køre næste efterår, risikerer de at være teknologisk bagud.

Udviklingen går nemlig stærkt, når det handler om den slags maskiner.

- Det er en generel forældelse af den slags ting. Det er ligesom eksempelvis computere. Der vil være en udvikling af batterier og sensorer, som gør, at en nyere sandsynligvis vil være bedre, siger Nils Axel Andersen, lektor på Institut for Elektroteknologi på DTU.

På Herlev Hospital er man ikke bekymrede for, at robotterne vil være for gamle til opgaven, når de efter planen skal være en del af den nye varecentral i efteråret 2020.

- Robotten i sig selv er der ikke noget galt med, selvom den er fem år gammel, men softwaren skal opdateres. Sammen med leverandøren er vi ved at skifte software og programmere dem, så de kan køre på gangene ved det nye hospital, siger vicedirektør Jan Toftholm.

Lykkes det Herlev Hospital at få robotterne til at virke, er der en stor gevinst i vente, vurderer Nils Axel Andersen.

- Der er et meget stort potentiale i, at sygeplejersker og andre ikke skal gå flere hundrede meter efter ting, der kunne have været bragt af en robot, siger han.

De 11 varerobotter får selskab af yderligere 15-20 robotter næste år.

Robotterne bliver nu testet af leverandørens teknikere på et lukket område, inden de igen bliver sluppet løs på gangene.