Artiklen er opdateret med citater fra formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.
Efter en række tyverier af blandt andet håndsprit og andre nødvendige produkter til bekæmpelse af coronavirus på flere hospitaler vælger Herlev- og Gentofte Hospital nu at låse flere indgange og indsætte vagter.
- Baggrunden for at låse dørene er at værne om vores medarbejdere, som har meget travlt og arbejder meget koncentreret, siger vicedirektør Jan Toftholm og fortsætter:
- Vi vil forhindre, at folk, som ikke har noget at gøre på hospitalet, kommer ind og stjæler håndsprit og andre nødvendige produkter, hvilket vi har set et par eksempler på, siger vicedirektør Jan Toftholm.
Normalt er de to hospitaler og det generelle danske sygehusvæsen kendetegnet ved at være meget åbent, og hvor man nemt kan henvende sig, siger Jan Toftholm.
- Men det er der nogen, der har valgt at misbruge til at gå rundt på gangene og stjæle de her ting, hvorefter de så er stukket af ad hospitalets mange ind- og udgange.
Tyveri kan få store konsekvenser
Jan Toftholm er meget ærgerlig over, at hospitalerne har været nødt til at indføre restriktionerne.
- Det er kommet meget bag på os, at nogen kan være så uansvarlige og så usolidariske i den her tid, siger han og fortsætter:
- De her remedier som masker og overtræksdragter er meget nødvendige for, at vi dels kan passe på vores patienter men også vores personale, siger han.
- Konsekvenserne er, at hvis tyverierne havde fortsat, ville vi i sidste ende løbe tør for udstyret, og det vil gå ud over den hygiejniske standard, som er så vigtig, siger Jan Toftholm.
Ikke kun på Herlev og Gentofte Hospital
Det er ikke kun de to hospitaler på Herlev og Gentofte som nu sætter vagter op. Det gælder nu alle Region Hovedstadens hospitaler.
Det fortæller Region Hovedstadens regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen.
- Vi sætter nu vagter på alle hospitalerne, vi patruljerer døgnet rundt og politiet vil være mere til stede omkring hospitalerne og så lukker vi visse indgange, siger hun og fortsætter:
- Vi er nødt til at gøre noget ved de her usolidariske tyverier, siger hun.