Hovedstadens herberger er fyldte

Der er ingen ledige pladser på herbergerne, viser en rundringning til hovedstadsområdets herberger.

Københavns Kommune prøver at komme problemet til livs ved at oprette natcaféer. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Vinteren står for døren, og mens de fleste af os kan varme os under dynen derhjemme, så bliver flere hjemløse afvist på hovedstadens herberger.

For der er ingen ledige pladser på hovedstadens herberger. Det viser en rundringning som SAND, De hjemløses landsorganisation, har lavet.

Og i år er herbergerne så fyldte, at de ikke engang kan henvise de hjemløse til andre herberger, hvis de ikke selv har plads.

- Nu siger man, at der ikke er plads nogen steder, men du kan jo tage til Sakskøbing eller Aalborg eller andre steder langt væk, hvis du gerne vil have en herbergsplads, siger Ask Svejstrup, som er sekretariatsleder i SAND.

Jesper Christensen, som er socialborgmester i Københavns Kommune for Socialdemokratiet forklarer, at man blandt andet har forsøgt at komme problemet til livs ved at oprette natcaféer, hvor de hjemløse sover på større sovesale.

Jeg bryder mig ikke om natcaféerne, for der stjæler folk.

Peter Pedersen, hjemløs i Hovedstadsområdet

Men den løsning er ifølge Ask Svejstrup ikke god nok:

- Der er uro, man bliver bestjålet og smittet med sygdomme, siger han.

Peter Pedersen, som har været hjemløs i syv år, vil da heller ikke bruge natcaféerne:

- Jeg bryder mig ikke om natcaféerne, for der stjæler folk, så jeg vil hellere ligge ude på gaden.

Selvom Peter Pedersen ikke ser ud til at kunne få plads på et herberg og ikke vil sove på natcaféerne, så er han fortrøstningsfuld:

- Jeg skal nok finde et sted at sove i en port eller et eller andet, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.