Det er en travl kvinde, der tager i mod på sit kontor. Klokken er ud på eftermiddagen, og forsvarsadvokat Betina Hald Engmark har endnu ikke haft tid til at spise frokost. Mens hun byder velkommen, skimmer hun køleskabet for mad, men ender med at åbne en cola.
De sidste tre uger har den 44-årige forsvarer stået i midten af en af nyere tids mest omtalte og mediedækkede sager, sagen om Peter Madsen. Samtidig har hun kørt to andre sager i retten, og den her uge er tilmed børneuge, hvor hendes to yngste børn bor hos hende. Men i nat har hun fået fem timers søvn, så hun er tilfreds.
- Jeg har spist morgenmad i bilen på vej til arbejde og har ikke nået frokost de sidste par dage. Men arbejdet som forsvarer går jo i bølger, og det kører heldigvis ikke i det her tempo hele tiden, for det er der jo ingen mennesker, der kan holde til.
Hendes advokatkontor holder til i et gult baghus i indre København. Tomme flyttekasser og stablede møbler vidner om, at advokatfirmaet først for nylig er flyttet ind. Inde på kontoret er hylderne fyldt med hundredevis af røde sagsmapper. Bagpå står navnene på de klienter, hun repræsenterer. Det er både små og store sager, der har det tilfælles, at de skal behandles efter straffeloven.
- Det kan både være kørekortsager hvor en, der er afhængig af sit kørekort, står til at miste det på grund af en lille kørefejl. Men det er også i den anden ende af skalaen med sigtelse for drab.
Den sidste kategori inkluderer sagen om ubådsejeren Peter Madsen, der 12. august blev sigtet for mordet på den svenske journalist Kim Wall.
Siden da har sagen udviklet sig dag for dag under stærk bevågenhed fra samtlige danske og en del udenlandske medier. Aftenen forinden har TV2 Lorry forsøgt at overtale forsvarsadvokaten til at medvirke i en udsendelse klokken 22.30. Det blev et nej, for vækkeuret ringer klokken 5 hver morgen, og Peter Madsen er ikke den eneste klient, der skal tages hånd om.
- Sagen med Peter Madsen går ikke ud over sagerne med mine andre klienter, det er vigtigt for mig at pointere. Der er ikke nogle sager, der er vigtigere end andre. Alle mine klienter er vigtige.
Betina Hald Engmark har sagt ja til et interview med det forbehold, at der kan ske noget nyt i ubådssagen, der kræver at hun skal til retsmøde. Flere gange bimler hendes telefon, og hver gang undskylder hun for at tjekke, om der tikker en besked ind fra politiet med nye informationer. Det gør der ikke, men dagen efter tager sagen endnu en drejning, da politiet udvider sigtelsen mod Peter Madsen.
Hele historien om ubådssagen vil komme frem
Egentlig er det lidt ’belastende’ at arbejde med en sag, der følges så tæt af medierne, synes Betina Hald Engmark. Når hun alligevel har sagt ja til at mase et interview ind i sin pressede kalender, handler det også om, at hun af princip ønsker at være åben over for medierne.
- Jeg er tilhænger af åbenhed over for offentligheden, og når jeg i den konkrete sag også har en klient, der ønsker åbenhed, vil vi ikke læne os tilbage uden at sige noget. Men jeg har også klienter, der ikke ønsker, at ting kommer ud i offentligheden.
Fordi grundlovsforhøret har været holdt bag lukkede døre er det begrænset, hvad hun overhovedet må sige om ubådssagen:
- Jeg er virkelig bundet på hænder og fødder.
Men hele historien vil komme frem, siger hun:
- Det formoder jeg, at det gør under en retssag, hvis det når dertil. Og hvis det ikke når til en retssag, kommer det frem på en anden måde.
Hvad skulle afholde det fra at ende i en retssag?
- Det kommer an på, hvad politiet gør. Det er jo politiet og anklagemyndigheden, der skal afgøre, om vi skal ende i retten.
Fra Himmerland til Nørrebro
Betina Hald Engmark er født i Frederikshavn og opvokset i byen Farstrup tæt på Nibe. Som nybagt student flyttede hun til Nørrebro for at studere jura på Københavns Universitet. Egentlig drømte hun om at blive journalist, men mente, hun først måtte læse noget andet:
- Jeg var 18 år og vidste ikke meget om, hvordan verden og samfundet er skruet sammen, så jeg tænkte, at jeg måtte skaffe mig en basal viden først. Det var et tilfælde, at det blev jura, jeg skulle bare læse et eller andet.
Planen om at blive journalist blev imidlertid indhentet af virkeligheden, da hun undervejs på studiet blev mor og droppede tanken om at flytte til Aarhus for at læse på Journalisthøjskolen. Desuden havde hun fået øjnene op for en side af juraen, der tændte hende – strafferet:
- Jeg synes, det er tørt at sidde og udfærdige en kontrakt eller en hushandel, men straffesagerne har en uforudsigelighed, jeg godt kan lide. Du kender ikke slutresultatet på forhånd, for der kan komme nye beviser og forklaringer. Og så er sagerne oplysende, interessante og samfundsrelevante, siger hun.
Professionel u-vending
Ugen efter afleveringen af sit afsluttende speciale tiltrådte Betina Hald Engmark sit første job som anklager hos Kalundborg Politi. Siden fulgte forskellige stillinger hos politiet og Rigsadvokaten. Men efter 17 år med at opbygge sager mod sigtede, sagde hun sidste år farvel til anklagemyndigheden. Det var også et farvel til en solid tjenestemandpension og trygheden som offentligt ansat. Hun skiftede rollen som anklager ud med et job som forsvarer hos advokatfirmaet Blinkenberg. Det var tid til at prøve noget nyt.
- Til sidst handlede mit arbejde som anklager mere om at leve op til nogle bestemte måltal. Jeg skulle have sagerne ud inden en bestemt dato og nå et vist antal sager. Jeg begyndte at miste lysten til at arbejde i det system, fordi jeg følte, at man ikke fik lov til at arbejde og tænke selvstændigt længere.
Beslutningen om at springe fra anklagergerningen til jobbet som forsvarer var lang tid undervejs. Men hun er ikke i tvivl om, at den var rigtig:
- Fra at have fokus på sager, hvor man glemmer, at der er mennesker bag, kom jeg over til at arbejde med mennesker. Mennesker som lægger alt over i mine hænder, fordi jeg er den, de kan vende sig til.
Mental planke
Som forsvarsadvokat er det Betina Hald Engmarks job at forsvare den person, der står tiltalt. Hun skal sørge for det bedst mulige resultat, når en dommer eller flere domsmænd fælder dom i en sag. Men hun ser lige så meget sin rolle som mental hjælper og støtte undervejs.
- Jeg fortæller alle mine klienter ved første møde, at jeg er der for dem hele vejen igennem. Jeg er deres planke og deres fortrolige i den her proces.
Fortroligheden er nødvendig, hvis der skal bygges et stærkt forsvar op, men det handler også om at hjælpe klienten i en stresset situation, forklarer hun:
- Uanset sagen er det mennesker, der kommer i kontakt med et system, som de måske ikke kender. De ved ikke, hvem de kan tro på, og hvem der kan hjælpe dem. Der er også nogle, der ikke kan snakke med deres venner og familie om situationen.
Som udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan man påtager sig forsvaret af mennesker, der for eksempel har dræbt en anden person. Men alle har ret til en forsvarer, der kan sikre, at hver en sten bliver vendt. Og for Betina Hald Engmark er det ikke svært at stå op for mennesker, der har begået noget strafbart:
- Jeg skal ikke tage stilling til om klienten er skyldig eller ej. Jeg skal hjælpe klienten igennem på den bedst mulige måde. Vi er komplekse mennesker, der ikke kun består af en enkelt handling, siger hun.
Mentor døde uventet
Da Betina Hald Engmark tog springet til advokatfirmaet Blinkenberg, var det blandt andet fordi hendes ven, indehaveren Peter Martin Blinkenberg, igennem flere år havde forsøgt at overtale hende. Allerede fra begyndelsen talte de om, at Betina på sigt skulle blive partner, men da Peter Martin Blinkenberg i marts døde uventet i en alder af 46 år, blev det aktuelt før tid. Det er også forklaringen på, at de tre resterende medarbejdere for nyligt er flyttet til nye lokaler.
- Vi havde ikke mulighed for at overtage det gamle lejemål på de samme vilkår, og jeg har et ønske om ikke at holde firmaet for stort. Nu skal vi finde vores egen vej.
Tabet over Peter Blinkenberg er ikke helet endnu, og stemmen knækker, når hun fortæller om ham:
- Han var min ven, min mentor og min chef, i den rækkefølge. Han var en helt særlig person, og hvis jeg bare kan nå ham til lidt over sokkeholderne, vil jeg være glad.
Succes er en glad dag
Både som anklager og forsvarer har Betina Hald Engmark haft andre store og mediedækkede sager. Blandt andet forsvarede hun sidste år seks Uber-chaufførerer, der var tiltalt for piratkørsel. Men hun vil ikke pege på en bestemt sag, hvor hun har været særlig stolt af sin egen indsats. For hende handler det om noget helt andet, siger hun:
- Jeg er tilfreds, når min klient er glad for forløbet. Det handler også om sager, hvor det ikke er endt med et resultat, som klienten bedst af alt havde håbet på, men der hvor min klient siger, ’tak for det du har gjort, Betina’.
I sagen om Peter Madsen er hun klar over, at hvert et skridt bliver analyseret af omverdenen. Det betyder, at hun er endnu mere nidkær om detaljen, end hun plejer:
- Det er jeg nødt til. Jeg bliver vendt og drejet på alle leder og kanter, men jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk siger om mig, for jeg ved, at jeg passer mit arbejde. Det handler lige så meget om, at man skal være meget påpasselig med, at der ikke kommer fejlinformationer ud.
Derfor er det heller ikke udfaldet af den her eller andre af hendes sager, der er det vigtigste parameter for succes:
- For mig er det et højdepunkt, når jeg går glad på arbejde, er glad hele dagen og er glad, når jeg kommer hjem.
Glæden kommer også ved at invitere vennerne spontant til middag, for eksempel på hjemmelavet pizza. Men det har der ikke været tid til, siden hun blev Peter Madsens forsvarsadvokat. Aftenen forinden kom hun igen sent hjem fra kontoret.
- Så måtte jeg tilkalde min far til at komme hjem til mine to drenge og give dem mad. Han slog også græsplænen, for det har jeg ikke nået de sidste par uger.
(Interviewet fandt sted 24. august).
Blå bog: Betina Hald Engmark
- •
44 år, født i Frederikshavn og opvokset i byen Farstrup i Himmerland.
- •
Bor i Nordsjælland med to børn. Ældste barn er for nylig flyttet hjemmefra for at studere. Har desuden en kæreste.
- •
Har boet på Sjælland, siden hun flyttede til København som 18-årig.
- •
Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1999. Har efterfølgende taget advokatuddannelsen.
- •
Arbejdede indtil 2016 som anklager hos politiet og Rigsadvokaten. Seneste stilling var som senioranklager hos Nordsjællands Politi, hvor hun havde ansvar for afdelingen for økonomisk kriminalitet.
- •
Overtog tidligere i år firmaet Blinkenberg og Engmark Strafferetsadvokater.