Hundeejere bryder loven: Løse hunde skaber problemer i flere kommuner

Løse hunde er anledning til konflikter mellem borgere og til gene for dyrelivet i naturen.

Det er ulovligt at have løse hunde på stranden i sommerhalvåret, men fra oktober til april må de gerne være uden snor. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Flere kommuner har problemer med borgere, der ikke følger reglerne og lader deres hunde gå uden snor i naturen, lyder det fra Friluftsrådet.

Og den tendens kender Mette Berg fra Gørløse i Nordsjælland til. Hun har nemlig flere gange oplevet, at hendes hund, som hun har i snor, er blevet overfaldet af løse hunde i når hun har gået tur med den.

- Den ene gang kom en stor hund og ruskede vores lille hund voldsomt. Det var ret traumatisk. En anden gang måtte vi nærmest flå vores hund væk i snoren for at få den fri af en løs hund, fortæller hun.

De mange overfald har påvirket hende, når hun går tur med sine hunde.

- Det gør jo en utryg, når man møder folk med løse hunde, for man ved ikke, hvor meget styr de har på dem, siger Mette Berg.

Og Mette Berg er ikke alene om at være generet af løse hunde. Flere kommuner i hovedstadsområdet, som P4 København har talt med, fortæller om problemer med hundeejere, der hverken respekterer lov eller skiltning og derfor går tur med deres hund uden snor.

De løse hunde giver nemlig konflikter mellem borgerne, som så henvender sig til kommunerne. Det oplever man blandt andet i Rudersdal Kommune i Nordsjælland.

- Vi tager selvfølgelig henvendelser om det her særdeles alvorligt, men vi må også sige, at det er vanskeligt at håndhæve de her regler. Vi må i høj grad appellere til den sunde fornuft hos borgerne, siger Court Møller(R), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Rudersdal Kommune.

(Foto: Grafik: DR © (c) DR)

Friluftsrådet prøver med kampagne

I Friluftsrådet har man sat gang i kampagnen ”Flink af natur – Hold hunden i snor,” og flere end 20 kommuner har bedt om at være med.

- Det er kommunerne, der står med problemet, at folk kommer op at skændes. Derefter beder folk så kommunen om at gribe ind. Så i det omfang man kan oplyse sig til en anden form for adfærd, vil kommunerne jo rigtig gerne det, siger Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet.

De løse hunde bringer ikke kun borgerkonflikter med sig; de er også til gene for dyrelivet. Løse hunde kan skræmme fugle eller i værste fald bide andre dyr ihjel. Selvom en hund kan være nok så velopdragen, er den et rovdyr med et jagtinstinkt.

Det har man blandt andet oplevet i Rudersdal, hvor flere får er blevet skambidt af løse hunde. Det samme har man kæmpet med i Roskilde, hvor løse hunde har bidt får i en kommunal fold.

Her er man også med i kampagnen og håber, den virker, fortæller landskabsarkitekt i Roskilde Kommune Mette Jessen.

- Vi vil gerne bede hundeejerne om at tænke over, hvad der foregår, når man slipper sin hund løs i en fold eller et sted, hvor der går rådyr, siger Mette Jessen.

Dansk Kennel Klub: Vi mangler områder

I Dansk Kennel Klub erkender de problemet og fortæller, der er to årsager til, at hundeejere går tur med løse hunde.

- Der er en gruppe, som ikke er vidende om, hvorfor vi skal have hunde i snor, siger Lise Lotte Christensen, der er presseansvarlig i Dansk Kennel Klub.

- Så er der også nogle hundeejere, som er ligeglade og trodser skiltningen og slipper deres hund løs, fordi de mener, at sådan skal det bare være, siger hun.

I Dansk Kennel Klub bakker de op om kampagnen mod de løse hunde, men mener også, at der er brug for flere områder, hvor hunde kan løbe frit.