Hval spottet ved Dragør: Kan blive op til 18 meter lang

På vej hjem fra et arrangement grundlovsdag spottede og filmede reddere fra Dansk Søredningselskab hvalen i Øresund.

Hvad der formentlig er en pukkelhval, blev tirsdag spottet i Øresund tæt på Dragør.

På en video fra Dansk Søredningsselskab kan man se det store dyr dukke op af vandet flere gange for at puste ud, inden den dykker igen.

Senere blev hvalen observeret igen - her viste hvalen sin halefinne, hvilket har medvirket til at artsbestemme det store dyr.

Ifølge Carl Kinze, der er biolog med speciale i hvaler og indehaver af hjemmesiden hvaler.dk, tydede den første observation på, at det var en finhval.

- Man kan se på udåndingshullet, den såkaldte blåst, at det er et stort dyr. Og så kommer der en rygfinne op, som er meget typisk for netop finhvalen, siger Carl Kinze, der har set videoen.

Der er før blevet spottet finhvaler i danske farvande, men de er for det meste set i farvandene omkring Jylland, så det er ret specielt, at hvalen her befinder sig ved Dragør.

- Det er et ret lavvandet område. Men det kan finhvalen faktisk godt klare, siger Carl Kinze.

Ifølge biologen er finhvalen formentlig kommet til Dragør for at finde noget mad.

- Finhvalen har også heddet sildehval, og den æder - som navnet antyder - også småfisk.

Sidst en finhval blev set i Danmark, var i 2015, mens en anden finhval også fandt vej forbi de danske farvande i 2010.

Her strandede hvalen i Vejle Fjord, hvor den døde. Det viste sig senere, at den formentlig var verdens ældste finhval, da den blev vurderet til at være over 100 år gammel.

Senere onsdag, efter hvalen havde vist sin halefinne, ændrede Carl Kinze hvalarten til en pukkelhval.

- Meget tyder på, at der er tale om en pukkelhval i stedet for en finhval. Det er fortsat samme familie. Ved anden observation viste hvalen sin hale og ud fra det mener jeg, der er tale om en pukkelhval, siger Carl Kinze.

Pukkelhvalen er, som sin 'fætter' finhvalen, ude efter stimefisk i de indre, danske farvende. Ifølge Carl Kinze er begge arter ofte på besøg i nye farvande, hvor de jager og spiser fisk. Tidligere troede man, at de store dyr var faret vild og dømt til at dø, når de vovede sig ind i lavvandede farvande som de danske, forklarer Carl Kinze.

Artiklen er opdateret klokken 16.00 med nye citater fra hval-ekspert Carl Kinze.

Facebook
Twitter