Hver tredje 17-årig har taget kørekort de seneste tre år – nu er det tid til status

De unge, kørelærerne, politiet og politikerne gør status.

Mere end hver tredje af alle 17-årige har benyttet sig af muligheden for at bevæge sig ud på landevejene med en ledsager i bilen. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Den 1. januar 2017 blev det lovligt for 17-årige at erhverve sig et kørekort, sætte sig bag rattet, starte bilen og køre afsted, så længe en erfaren kører sad på passagersædet.

Her tre år efter udløber forsøgsordningen – og målt på antallet af unge, der har benyttet tilbuddet, har det været en stor succes.

Over hver tredje af alle 17-årige – næsten 73.000 unge – har brugt ordningen, viser tal for Rigspolitiet.

Særligt i Midt- og Vestjylland har de unge opsøgt muligheden for at blive selvkørende. Alene i Midt og Vestjyllands politikreds har mere end 12.000 17-årige været til køreprøve de seneste tre år.

Forsøgsordningen er planlagt til at udløbe den 1. januar 2020. Ordningen bliver i øjeblikket evalueret og fortsætter i sin oprindelige form, indtil andet bliver besluttet.

Herunder gør de unge, kørelærerne, politiet og politikerne status.

1

De unge: Det giver en meget bedre oplevelse

Maje Brix bag rattet. Foto: (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd © (c) DR)

I Bramming ved Ribe er 16-årige Maje Brix ved at tage sit kørekort.

Hun synes ordningen er genial.

- Som 18-årig kommer du ud på vejen efter at have kørt med din kørelærer ved siden af i halvanden måned. Det synes jeg er lidt utrygt at vide, siger hun og fortsætter:

- Ved at køre med dine forældre i et år, lærer du alle de her ting, som du ikke lærer i kørerundervisningen – altså ting, der opstår på vejene. Alle de ting, du skal lære, når du kører bil, siger hun.

Alberte Laura Grothe synes, at ordningen er en god idé. (Foto: (privatfoto) © DR Privatfoto)

17-årige Alberte Laura Grothe fra Hedensted mellem Horsens og Vejle er en anden, der også er ved at tage kørekort.

I begyndelsen var hun ellers imod det.

- Før tænkte jeg, at det ville blive forfærdeligt. Men nu tænker jeg, at det er helt fint, for der er regler for, hvilken bilist der sidder ved siden af, siger hun og fortsætter:

- Når man kommer i en svær situation, så har man en ved siden af, som kan hjælpe en med at bevare roen. Det giver en meget bedre oplevelse og gør det meget mere trygt, siger hun.

2

Kørelærerne: Vi var skeptiske i starten

Kørelærer Bent Grue oplever, at de 17-årige bilister klarer sig lige så godt som de 18-årige. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Hos kørelærerne er man generelt positive over den nu tre år gamle ordning.

Det forklarer landsformand for Dansk Kørelærer Union Bent Grue.

- Der er ingen tvivl om, at vi var skeptiske i starten, men vi må sige, at det er gået meget godt, siger han og tilføjer:

- Der er måske lidt mere uro i teoritimerne, men ude i bilen der klarer de 17-årige sig ret godt.

3

Politiet: Begejstring trods bøder

Selvom der bliver uddelt et stigende antal bøder til 17-årige bilister, der kører uden en erfaren ledsager, er politiet overordnet tilfreds med den nye kørekortsordning. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Siden forsøgsordningen startede i 2017, har politiet i hovedstadsområdet stoppet 127 17-årige bilister, som har kørt ulovligt uden en erfaren passager på sædet ved siden af.

Alligevel er man også hos politiet godt tilfredse med de 17-årige bag rattet.

- De 17-årige, som har siddet bag rattet og haft vejledning af en ældre, erfaren bilist ved siden af, har generelt klaret sig rigtig godt. Det har bare virket, konstaterer politiassistent Christian Berthelsen ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Når jeg kigger på statistikkerne over, hvor mange der har fået en bøde, så synes jeg, det er flot. Jeg er meget positiv, siger han.

De 127 forseelser svarer til cirka én procent af de unge, der har kørekørt i hovedstadsområdet.

4

Politikerne: Muligvis større bødestraf for overtrædelser

Kristian Pihl Lorentzen (V) (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I sidste ende er det politikerne på Christiansborg, der skal beslutte, om ordningen skal være permanent. Og noget kunne tyde på, at vi er på vej i den retning.

I hvert fald hvis det står til Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen. Men det kan være der skal kigges på sanktionerne.

- Hvis problemet med unge, der kører uden ledsager, fortsat er der, så er vi klar til at lytte til politiet. Den regel skal jo overholdes, siger han.

Hos SF vil man vente på den samlede evaluering af forsøgsordningen, inden man drager konklusioner, men:

- For de unge, som lige får glemt at få en ledsager med, der er jeg åben for at kigge på bødestørrelserne, eller om vi skal inddrage kørekortet, til de fylder 18 år, siger Anne Valentina Berthelsen, transportordfører for SF.