Inden badeferien: Stigende interesse for privat svømmeundervisning

Flere i hovedstadsområdet undervises alene, når vi eller vores børn skal lære at svømme.

Ditte Rosenkrantz-Theil er en af dem, der underviser privat i svømning.

Forestil dig fyldte svømmebaner og en træner på kanten, som prøver at råbe 20 børn op. Det scenarie kan måske skræmme nogen væk, og så er privat svømmeundervisning vejen ud.

En rundringning, som DR P4 København har lavet til en række private udbydere af svømmeundervisning i hovedstadsområdet, viser, at flere oplever lange ventelister og stor efterspørgsel på den private undervisning.

En af dem, som har byttet holdtræningen ud med privat svømmeundervisning, er Bettina Mather. Hendes søn Bertil har tidligere svømmet på et større svømmehold med andre børn, men der lærte han ikke ligeså meget, forklarer Bettina Mather.

- Man bliver måske ikke lige rettet på, fordi svømmelæreren skal igennem en masse andre børn først. Til privatundervisning er alt fokuseret på Bertil, og han kan få tingene forklaret igen, hvis han har brug for det, siger hun.

I Hellerup underviser de private svømmeundervisere fra Svømmelæreren.dk, og her har de især oplevet den stigende interesse for privat svømmeundervisning, siger Ditte Rosenkrantz-Theil, der er indehaver af Svømmelæreren.dk.

- Vi kan mærke, at der er flere og flere, der henvender sig, og vi har sværere og sværere ved at leve op til efterspørgslen på enetimer, så vi har ventelister, og folk, der ringer hver eneste dag og spørger efter et sted til deres børn, siger hun.

Lange ventelister

Ventelisterne kender man også til i Hovedstadens Svømmeklub, siger formand Allan Nyhus og påpeger, at ventelisterne øger interessen for privat svømmeundervisning.

- Foreningerne har også haft lange ventelister i mange år, og det betyder, at der måske kommer nogle private aktører, som har nemmere ved at leje sig ind i nogle private svømmehaller, hvor de kan tilbyde svømmeundervisning, siger han.

Ventelisterne og den stigende interesse for privat svømmeundervisning kommer ikke bag på Lillan Madsen, der er lektor emeritus ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Men selvom den private svømmeundervisning er fokuseret på en enkelt svømmer, er det ikke nødvendigvis den bedste måde at lære at begå sig i vand, siger hun.

- Man kan koncentrere sig mere om det, man bliver undervist i, men man mister måske også lidt af den spontane aktivitet, som man kan få ved, at man er flere sammen, siger hun.

For Bettina Mather og sønnen Bertil har det dog gjort en stor forskel at skifte fra et større svømmehold med 15-20 andre børn til privat svømmeundervisning, mener Bettina Mather.

- På enetimerne får Bertil en målrettet og individuel undervisning kun til ham, som har lært ham mere, end han har lært på fire sæsoner i en svømmeklub, siger hun.

Facebook
Twitter