Inden juletrafikken: Københavns Lufthavn lover kortere ventetid i sikkerhedskontrollen

Ventetiden faldt med 23 procent i sommer efter flere tiltag mod lange køer.

Sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn blev hårdt presset af et uventet højt antal passagerer i sommeren 2016. (Foto: Bjarne Luthcke © Scanpix)

Der er udsigt til at komme hurtigere igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, når mange om et par uger skal på juleferie.

Ventetiden er faldet til fem minutter i gennemsnit, viser tal fra Københavns Lufthavn fra sommerhalvårets fem måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Gennemsnitstiden dækker både over den travle myldretid og perioder helt uden kø.

Ifølge Johnnie Müller, sikkerhedschef i Københavns Lufthavn, har lufthavnen opgraderet sikkerhedskontrollen på flere fronter, efter man i sommeren 2016 blev hårdt presset af et stort antal uventede passagerer, hvilket sendte ventetiden i vejret.

Årsagen til at det går bedre i år er blandt andet, at man har ansat flere nye medarbejdere, der hjælper passagererne inden de kommer til sikkerhedskontrollen.

- Vi hjælper dem, inden de rammer sikkerhedskontrollen. De får hjælp til at pakke håndbagagen rigtigt, få væskerne op og lægge computeren øverst. Så kommer man meget hurtigere igennem, siger Johnnie Müller.

Den kortere gennemsnitlige ventetid betyder dog ikke, at man ikke risikerer køer i op til 15 minutter i myldretiden. Men med de nye medarbejdere, en ombygget sikkerhedskontrol og et nyt indenrigsspor regner Johnnie Müller med, at man kan holde ventetiden nede. Også i julen, der er lufthavnens helt store test.

- Vi er helt sikre på, at man kommer lynhurtigt igennem sikkerhedskontrollen i julen – og lufthavnen generelt, siger han.

Andreas Krog, redaktør på luftfartsitet Check-in.dk, mener, at den kortere ventetid er bevis på, at Københavns Lufthavn har taget sig sammen og gjort noget ved de store problemer i sikkerhedskontrollen, som blandt andet fik daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) på banen.

Lufthavnen skal dog sørge for at holde bemandingen i sikkerhedskontrollen tilpas højt, hvis man skal fastholde den positive udvikling, siger Andreas Krog.

- I sidste ende handler det om bemanding i de tidspunkter, hvor der er rigtig mange passagerer. Det handler om, hvor mange spor man kan have åbne, siger han.

Sikkerhedschef Johnnie Müller forsikrer dog, at man holder nøje øje med antallet af medarbejdere i forhold til antallet af passagerer.

- Vi sørger for, at der er medarbejdere nok til at åbne de spor, der er nødvendige. Vi er over 1100 personer i security-afdelingen. Vi har folk nok, og hvis vi mangler, så ansætter vi nogle flere, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.