Inger Støjberg blåstempler Frederiksbergs flygtningemodel

Det er helt i orden, at kommuner sender flygtninge midlertidigt til en anden kommune, oplyser ministeren.

Dermed blåstempler Inger Støjberg, at Frederiksberg Kommune i august besluttede at sende 112 af kommunens 173 flygtninge til København. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Det er helt i orden og inden for integrationsloven rammer, når kommuner anviser flygtninge til midlertidige boliger i en anden kommune.

Det oplyser udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i et skriftligt svar til Johanne Schmidt-Nielsen, der er Enhedslisten ordfører for udlændinge, integration og indfødsret.

Dermed blåstempler Inger Støjberg Frederiksberg Kommune, der i august besluttede at sende 112 af kommunens 173 flygtninge til København.

Sagen vakte opsigt, og fik blandt andet Københavns Kommunes integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) til at rase mod Frederiksberg Kommune.

Derfor glæder Pernille Høxbro (K), der er formand for Frederiksbergs socialudvalg, sig over ministerens svar.

- Det er altid godt at vide, at man ikke gør noget forkert. Vi har ikke været i tvivl om, at vi gjorde det rigtige, selvom borgmestrene i København, medlemmer af Folketinget og Socialdemokraterne på Frederiksberg har ment det. Derfor er jeg glad for, at ministeren er helt enig i vores måde at gøre tingene på, siger hun.

Anna Mee Allerslev (R) ærgrer sig over det skriftlige svar fra ministeren. Hun savner, at ministeren forholder sig til lovgivningen istedet for blot at referere den, siger hun.

- Det er brandærgerligt, at man ikke går ind i substansen og det politiske og sørger for, at kommunerne ikke placerer flygtningene i andre kommuner. Det er en meget usolidarisk, at ministeren blåstempler det, siger Anna Mee Allerslev, der frygter, at meldingen kan få andre kommuner til at gøre som Frederiksberg.

- Vi kan komme ud i en situation, hvor kommunerne begynder at bryde med den solidariske fordelingsmodel, som vi har nu. Vi har ikke tænkt os at gøre det. Vi skal tage ansvar for de flygtninge, som vi får lige nu, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg (V) i dag.

Facebook
Twitter