International kræftdag: Behandlingen bliver bedre

Det går fremad med kræftforskningen, selvom 8,2 millioner mennesker årligt dør af sygdommen på verdensplan.

Kræft er en livsstilssygdom. Og rygning er den store synder, viser forskningen. (© Stock.xchng)

- Alt i alt går det rigtig godt fremad med behandlingen i disse år, siger Frede Olesen, der er formand i Kræftens Bekæmpelse.

Det er International kræftdag i dag. Herhjemme er kræft den hyppigste dødsårsag blandt mennesker under 65 år. Og den skræmmende statistik fortæller også, at hver tredje dansker får kræft.

Heldigvis overlever halvdelen, og forskerne bliver hele tiden klogere på, hvordan sygdommen opstår.

Kræft er en livsstilssygdom

- Vi har nu styr på, at 40-50 procent af alle kræfttilfælde skyldes vores livsstil, og det er specielt tobak, som er synderen, fortsætter Frede Olesen.

Derfor er det fortsat vigtigt at gøre en stor indsats med forebyggelse af sygdommen, mener Frede Olesen, som også glæder sig over fremskridtene i labratorierne.

- Vi får i disse år et fantastisk kendskab til, hvad det er, der sker i selve cellen, når den begynder at reagere som kræft. Og det kendskab kan bruges til bedre og bedre behandling, forklarer Frede Olesen.

Kronprinsesse Mary overrækker pris

Den Internationale kræftdag markeres, når kronprinsesse Mary onsdag eftermiddag overrækker Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.

Den uddeles til en person eller en gruppe, der har gjort en særlig indsats for kræftområdet.

 

Facebook
Twitter