Isabella kom ikke på podiet til sin dimission: 'Det var forfærdeligt at se hende derude'

Skoledirektør mødte op med blomster hjemme ved Isabella, men sagen er ikke afsluttet for hende.

Isabella Romanow sidder til højre i billedet, da der manglede en rampe kunne hun ikke komme på podiet for at modtage sit studenterbevis. (Foto: Auli Romanow) (Foto: Auli Romanow)

Torsdag skulle 23-årige Isabella Romanow og hendes klassekammerater fra Roskilde Handelsskole have deres eksamensbeviser, men dimissionen gik langt fra, som Isabella Romanow og hendes mor, Auli Romanov, havde håbet på.

Isabella Romanow har muskelsvind og sidder derfor i kørestol. Roskilde Handelsskole havde ikke anskaffet en rampe, og det betød, at Isabella Romanow ikke kunne komme op på scenen og modtage sit studenterbevis sammen med alle sine klassekammerater. I stedet blev hun placeret på gulvet bag en plante.

- Jeg havde håbet på, at det ville blive en dag, som jeg sent ville glemme, og det kan man godt sige, at det blev, men ikke på den gode måde, siger Isabella Romanow, og hendes mor stemmer i:

- Det var forfærdeligt at skulle se hende derude, hun var jo ikke en del af det fællesskab, der skulle være, siger Auli Romanow, der torsdag skrev et opslag på Facebook om hændelsen. Opslaget er i skrivende stund blevet delt over 10.000 gange.

Direktør for Roskilde Handelsskole, Jørgen Sloth, har beklaget, at skolen ikke havde anskaffet en rampe og kaldt det en klar fejl. Fredag troppede han op hjemme ved Isabella Romanow med en buket blomster.

- Jeg havde ikke selv mulighed for at tale med ham, men min mor fik en god dialog med ham, siger Isabella Romanow, som dog ikke er klar til at slå en streg over sagen.

- Jeg mener ikke, at det er afsluttet. Det er noget, der bliver ved med at skulle diskuteres. Det er utrolig vigtigt for os handicappede, at der ikke bliver lagt låg på, siger hun, men medgiver samtidig, at alle kan begå fejl.

- Vi er alle mennesker, og vi kan alle fejle, men der er nogle ting, der kan forebygges, og sådan en fejl her burde være forebygget, siger hun og tilføjer, at det er vigtigt for hende, at Roskilde Handelsskole nu ser på sine procedurer.

- Det ved jeg, at skolen vil gøre. Jeg ved, at der efter skoleåret vil blive anlagt faste ramper på podiet, så det ikke kommer til at ske igen, siger hun.

Auli Romanow supplerer.

- Alle andre skoler bør tage det op, og se på om de har de foranstaltninger, der skal til, lyder hendes opfordring.

Isabella Romanow skulle have kørt studenterkørsel i morgen, men på grund af al den virak, sagen har skabt, har hun valgt at blive hjemme ved sin familie for at slappe af.

Solveig Hansen, der står som afsender på Facebookopslaget, er Isabella Romanows mor, bekræfter hun overfor DR P4 København. Retteligt hedder hun, som det fremgår af artiklen Auli Romanow, men kalder sig altså noget andet på Facebook.

Facebook
Twitter