Ishøj-borgmester sætter sig på sendefladenskattebetalt lokal-tv: 'Det er en propagandakanal for borgmesteren'

Byråd raser over borgmesterens tv-optræden, mens eksperter kalder det i strid med loven.

Borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten er hele tiden i fokus på kanalen TV-Ishøj, lyder kritik. (Foto: (C) DR og scanpix © (c) DR/Scanpix)

- Han er der, der og der.

Lennart Hartmann Nielsen kigger på TV-Ishøjs YouTube-kanal og peger på de små videoikoner, hvor billedet af borgmester Ole Bjørstorp toner frem.

Han er byrådsmedlem for Venstre i Ishøj Kommune og utilfreds med den kommunale TV-station:

- De udsendelser, der er lavet, er jo borgmester-tv. Det vil sige, det er jo borgmesteren, der hele tiden er i fokus, siger han.

- Det lugter af noget, der minder om stats-tv i Ishøj, og det synes jeg faktisk er uhyggeligt at tænke på, siger han.

Lennart Hartmann, (V) er utilfreds med Ishøjs borgmesters brug af TV-Ishøj. (Foto: Rie Lund © DR)

En redegørelse lavet af kommunen viser, at borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten har medvirket 53 gange på kanalen TV-Ishøj i perioden fra den 28. februar 2020 til 2. marts 2021.

I samme periode har bare tre andre politikere medvirket henholdsvis fire, to og en gange, og den ulige fordeling i taletid har skabt stor utilfredshed i byrådet.

Ishøjs 2. viceborgmester Poul Rikardt Jørgensen fra Dansk Folkeparti er en af dem, der er vred over den ulige fordeling af taletid på den skattefinansierede kanal.

- Det er så udemokratisk, som noget kan være, at det er sådan en envejskommunikation, der foregår, siger han.

DR har talt med samtlige partier i Ishøjs byråd. Alle på nær borgmesterpartiet Ishøjlisten er utilfredse med prioriteringen på kanalen, der kostede Ishøj-borgerne 1.57 millioner kroner i 2020.

Ekspert: Det er ikke lovligt

Og det er ikke kun byrådspolitikerne i Ishøj Kommune, som er kritiske over for omfanget af taletid til borgmester Ole Bjørstorp. Det er en række eksperter også, som DR har talt med.

- Kanalen fungerer reelt set som en propagandakanal for borgmesteren, siger Roger Buch, kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Jeg tror faktisk, at hvis vi tager den rigtig stramme juridiske kasket på, så vil det være ulovligt at bruge penge på det her. Jeg mener faktisk, at det er misbrug af offentlige midler.

Og det er ikke kun borgmesterens massive medvirken på tv-kanalen, der er et problem. Roger Buch har set en række eksempler, som DR har fundet i gennemgangen af TV-Ishøj, som viser, at Ole Bjørstorp både har udlagt sin egen og andres politik.

- Jeg mener faktisk ikke, at det er lovligt at etablere en station, hvis formål er at fremføre borgmesterens synspunkter. Både om, hvad han selv mener, og hvad han mener om de andre partier, der er i kommunalbestyrelsen, siger han.

Til et program på kanalen kaldet "pressemøde" fra 1. november 2017 begynder Ole Bjørstorp eksempelvis at udlægge et beslutningspunkt fra Venstre om manglende tv-signal på Ishøj Fælles Antenne.

Og det kan være problematisk, siger en anden ekspert, Frederik Waage, professor og forskningsgruppeleder på Juridisk Institut på Syddansk Universitet:

- Det her er grundlæggende et problem i forhold til overholdelsen af almindelige forvaltningsretslige principper, men der er også et element af ytringsfrihed i det. Når man stiller en platform til rådighed, så skal man sikre, der er ligelig repræsentation af forskellige meninger, siger han.

Se klippet hvor Ole Bjørstorp udlægger Venstres beslutningspunkt her:

Bykonge i mere end 20 år

Ole Bjørstorp har været borgmester i vestegns-kommunen i mere end 20 år.

Frem til 2021 var han borgmester for Socialdemokratiet, der har haft det absolutte flertal i byrådet. I efteråret 2020 blev han vraget som borgmesterkandidat for sit gamle parti, og i februar 2021 meldte han sig ud og stiftede Ishøjlisten.

Kort efter, at han forlod Socialdemokratiet med de gyldne borgmesterkæder og partiets dengang absolutte flertal på 11 ud af 19 byrådsmedlemmer, begyndte sagen om TV-Ishøj at rulle.

Socialdemokratiet, der i dag hører til kritikerne af TV-Ishøj, har tidligere holdt hånden under kanalen.

- Dit parti har tidligere været glade for TV-Ishøj. Nu er borgmesteren gået til et andet parti. Hvad er det, der har ændret sig for dig?

- Jeg tror egentligt ikke, der er noget, der har ændret sig i min holdning til TV-Ishøj, men i og med jeg ikke længere er partikammerat med borgmesteren, så kan jeg måske tillade mig at være mere kritisk over for nogle af de ting, der er uhensigtsmæssige i driften af TV-Ishøj, siger Merete Amdisen, spidskandidat for Socialdemokratiet, der er det største parti i Ishøj Kommune.

- Jeg har faktisk svært ved at finde argumenter for at bevare TV-Ishøj i sin nuværende form, siger Merete Amdisen.

Efter kritikken af TV-ishøj begyndte, er taletiden mellem de medvirkende på kanalen blevet mere lige fordelt, viser en opgørelse, som forvaltningen uopfordret sender til DR kort inden deadline.

Ole Bjørstorp medvirker dog stadig mest på kanalen, og det er fortsat kun medlemmer af Ishøjlisten og Socialdemokratiet, der har fået taletid.

Borgmester: 'Jeg afviser det totalt'

Det er kommunikationsafdelingen i Ishøj kommune, der driver TV-Ishøj. Her har man ikke ønsket at stille op til interview, men henviser til borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten.

Ole Bjørstorp kan ikke genkende kritikken om, at det er 'borgmester-tv' og 'envejskommunikation'.

- Jeg afviser det totalt. For det er da et fuldstændig vanvittigt synspunkt. Når du har noget, så skal du melde det ud. Det er for borgernes skyld, siger Ole Bjørstorp.

Han mener, at hans mange medvirkender i 2020 skyldes corona-pandemien:

- Ishøj havde det højeste smittetal, og vi måtte lave en krisestab. Og formanden for en krisestab, det er borgmesteren, og derfor blev det borgmesteren, der udtaler sig. Derfor blev det temmelig voldsomt i 2020, siger Ole Bjørstorp.

Ifølge forvaltningens egen redegørelse var det kun 15 indslag af de 53 indslag, der var statusmøder om corona-situationen.

- Eksperterne taler om, at fordi du fremstår i så meget kommunikation, så kommer det på kant med loven, fordi den (taletiden, red.) ikke er pluralistisk nok. Hvad tænker du om det?

- Jeg synes, det er noget pjat, og jeg opfordrer de pågældende til at anlægge sag, siger Ole Bjørstorp.

- Gør det indtryk på dig, at der er flere eksperter, der har vurderet det her, og mener, at det er forkert?

- Nej, det gør intet indtryk, siger Ole Bjørstorp.

Artiklen er tilføjet en sætning om, at DR i forbindelse med historien, har haft kontakt med kommunikationsafdelingen i Ishøj Kommune, og at de ikke har en kommentar til sagen.

Facebook
Twitter