Jan vil have lukket sin skole i Ishøj med 35 coronasmittede - men det kan han ikke få lov til

Skolen har ikke redskaberne til at inddæmme coronasmitten, efter sygdommen ikke længere betegnes som samfundskritisk, lyder kritikken.

10 medarbejdere og omkring 25 elever er smittede på Strandgårdskolen i Ishøj, hvor Jan Mindegaard er skoleleder. Han kunne godt tænke sig, at skolen kunne lukke for en periode og sende eleverne hjem til onlineundervisning. (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

10 medarbejdere og godt 25 elever er inden for kort tid blevet smittet med covid-19 på Strandgårdskolen i Ishøj.

Det får nu både skolelederen, tillidsrepræsentanten for skolens medarbejdere og flere forældre til at ønske, at skolen lukkes i en periode for at dæmme op for smitten.

Men det kan de ikke få lov til.

- Vi savner, at man kan sende klasser hjem, hvis der er konstanteret smitte. Der er ingen tvivl om, at man ville lukke skolen før i tiden med et smitteudbrud, som det, vi har, siger John Simoni, der er tillidsrepræsentant på Strandgårdskolen.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der beslutter, om skoler skal lukke i en periode og sende eleverne hjem med onlineundervisning til følge.

Før sommerferien blev skolerne automatisk lukket, hvis der var mange coronatilfælde blandt personale og elever.

Men nu er reglerne ændret, da corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, og derfor sendes elever kun hjem, hvis de er testet positiv for corona.

Det ærgrer skoleleder Jan Mindegaard, at han ikke har flere beføjelser til at gøre noget ved smitten på skolen.

- Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne få lov til at lukke min skole ned i et par dage.

I stedet bruger han de værktøjer, som skolen har, men som, han mener, langt fra er nok.

- Vi forsøger ikke at blande børn på tværs af klasser, vi prøver at sektionere vores legeområder, men det er børn, og det er svært, og de skal selvfølgelig have lov til at lege, siger han.

Laveste vaccinetilslutning i landet

Strandgårdskolen ligger i Ishøj Kommune på den københavnske vestegn.

Igennem den lange periode med coronasmitte i Danmark har kommunen kæmpet med høje smittetal og siden også med en lavere vaccinetilslutning end store dele af resten af landet.

I øjeblikket er 61,8 procent af de borgere i Ishøj, der har fået tilbuddet om en vaccine, færdigvaccinerede.

Men ifølge Jens Lundgren, der er overlæge og professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, rykker den udbredte smitte på skolen dog ikke ved, at beslutningen om ikke længere at betragte corona som en samfundskritisk sygdom, er den rigtige.

- Vi kan konstatere at langt hovedparten af dem, der var i høj risiko for at blive indlagt, er vaccinerede, så derfor er risikoen for at ende i en situation som sidste år meget lille, siger han.

- Den her case (med skolen, red.) er ikke noget, der skal ændre på den beslutning, men man skal være opmærksom på det og prøve at håndtere det bedst muligt, siger han.

Blandt flere forældre på skolen er der dog, ligesom hos skolelederen, stemning for at lukke skolen, som huser omkring 450 elever i klassetrin fra 0. til 10. klasse.

En af forældrende er Steffen Santos, der er far til en pige i 8. klasse på skolen.

- Jeg synes, at det gik bedre, da de (skolen og kommunen, red.) havde de beføjelser, og eleverne havde undervisning hjemme, siger han.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed er man opmærksom på, at Strandgårdskolen oplever en del smitte, og man 'følger den konkrete sag tæt', lyder det i et skriftligt svar til DR fra enhedschef, Bente Møller.

- Det er vores vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at udstede et påbud om lukning. Vi vurderer, at smitten er inddæmmet, og at der er tale om kendte smittekæder med få nye smittetilfælde, står der i svaret.

Tilbage på skolen er beskeden fra skoleleder Jan Mindegaard derfor til elever, forældre og medarbejdere:

- Vi anbefaler, at man bliver testet. Er man i tvivl, så hold selv børnene hjemme, siger han.

DR har også været i kontakt med sundhedsministeriet for en kommentar på historien, men de henviser til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Facebook
Twitter