Kaffe og uformel snak: Borgmestre ser borgerne i øjnene

I flere hovedstadskommuner kan du snakke direkte med borgmesteren ved enten at booke en tid eller møde op til fast kaffemøder, viser en stikprøve, DR P4 København har foretaget.

Gennem månedlige kaffemøder vil Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal Kommune, finde ud af, hvad kommunens borgere mener, er vigtigt. Og Karsten Søndergaard er ikke den eneste hovedstadsborgmester, der er klar til at se borgerne i øjnene. (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

Synes du, at fortovene i din kommune burde fejes oftere, eller har du en idé til, hvordan undervisningen i folkeskolen kan gøres bedre? Så er der stor forskel på, om du kan fortælle din idé direkte til din borgmester eller må nøjes med at skrive en mail.

En stikprøve DR P4 København har lavet viser, at fire ud af 10 adspurgte hovedstadskommuner giver mulighed for, at borgerne kan møde borgmesteren ansigt til ansigt.

Og den vogn hopper Egedal Kommune nu med på og indfører kaffemøder med borgmesteren den første torsdag i hver måned.

- Jeg ville gerne i kontakt med borgerne på en anderledes måde. Derfor tænkte jeg, at kaffemøder ville være en god måde at få en uformel snak med borgerne om de ting, de synes er vigtige, siger Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal Kommune.

Ifølge Jacob Torfing, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, så er borgerne også klar til at bide skeer med politikerne ved sådanne møder.

- Der er sket noget med borgerne de sidste par årtier. Vi er blevet meget mere kompetente, bedre uddannede og vi har fået meget mere politisk selvtillid. Derfor er det ikke nok for borgerne kun at have kontakt til politikerne og borgmesteren hver fjerde år, når der er valg.

Mail, Messenger og mobil er nok

Alligevel er det ikke alle kommuner, der tilbyder møder mellem borgerne og borgmesteren.

I Rudersdal Kommune mener borgmester Jens Ive ikke, at det er nødvendigt at tilbyde møder ansigt til ansigt med borgerne:

- Moderne teknologi gør jo, at man stort set kan kontaktes 24/7. Hovedparten af de borgere, der kontakter mig, gør det via e-mail, men det kan også ske via Messenger eller på telefonen direkte, siger han.

Derfor mener Jens Ive ikke, at der er behov for tilbud, som det i Egedal Kommune, da borgerne let kan komme i kontakt med ham allerede.

Men spørger man Jacob Torfing, så kan det fysiske møde med borgerne bringe mere end idéer eller brok med sig.

- Her har politikerne mulighed for at forklare borgerne, hvorfor det ikke altid er lige let, og hvorfor man ofte må prioritere i kommunen, siger han.

Udover Egedal Kommune, tilbyder også Hvidovre, Herlev og Greve, at borgerne kan se borgmesteren i øjnene, mens de fremlægger ideer eller kritik, og ifølge Jacob Torfing, så vil endnu flere kommuner i fremtiden tilbyde det samme.

- Det er til glæde for begge parter. Borgerne bliver hørt og set og får noget mere indflydelse, og politikerne bliver simpelthen klædt bedre på til at lave deres politiske arbejde og politiske ledelse af lokalsamfundet, forklarer han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.