Kamp mod dødelig leversygdom styrkes

Københavns Kommune og Region Hovedstaden intensiverer nu kampen mod den livsfarlige hepatitis C leversygdom blandt stofmisbrugere.

Den farlige leversygdom, hepatitis C Virus, er udbredt blandt stofmisbrugere. (Arkivfoto) (© DR)

Misbrugere, som deler sprøjter, vat og skeer, har en stor risiko for at blive smittet med hepatitis C Virus.

Og de stofmisbrugere får nu bedre mulighed for at blive undersøgt og behandlet for hepatitis lokalt på misbrugscentret med et nyt samarbejdsprojekt mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

For mange stofafhængige er ikke klar over, at de har sygdommen, fortæller Jens Lundgren, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.

- Stofmisbrugere har haft meget svært ved at bruge det etablerede behandlingssystem. Til gengæld er der mange, der er smittede med infektioner, som påvirker deres eget helbred, og gør at der er en fortsat smittespredning, siger han.

Rykker behandlingen ud

Derfor skal test og behandling fremover foregå på misbrugscentre i et forsøg på at kurere og hjælpe dem, der normalt er svære at få i behandling.

- Hele håndteringen af personen foregår på misbrugsenheden, fremfor at vedkommende skal komme ind på hospitalet, siger Jens Lundgren.

Der er cirka 17.000 danskere, der er smittet med hepatitis C, og det treårige projektet går i gang til august.