Kampagneskilte mod løse hunde udsættes for hærværk

En opfordring om at holde sin hund i snor er gentagne gange blevet fjernet i Nordsjælland.

En tom pæl i Eskildmose Skov i Nordsjælland. Her er et skilt med opfordring om at holde sin hund i snor blevet fjernet tre gange. (Foto: DR København © Dr København)

"Familier i flok - hold hunden i snor."

Sådan lyder opfordringen på Friluftsrådets skilte, som 13 kommuner i hovedstadsområdet har sat op i skove, hvor mange hundeluftere færdes. Men flere steder er skiltene blevet fjernet.

- Der er nogle, der synes, deres hunde skal have lov at løbe frit. Det er forståeligt nok, men her hvor vi har sat skilte op, handler det om at vilde dyr og fugle skal have lov at være i fred, siger Allan Carstensen, der er chef for teknik og miljø-området i Rudersdal Kommune.

- Vi har oplevet, at får er blevet skambidt, og ældre mennesker frygter at vælte på cykel.

Et af Friluftsrådets skilte på stranden i Liseleje. (Foto: DR København © Dr København)

I Rudersdal Kommune findes seks områder, hvor hunde må luftes uden snor. Og det undrer formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Court Møller (R), at skiltene bliver fjernet.

- Vi skal jo tage hensyn til hinanden som borgere, så jeg synes, det er ærgerligt. Men de her skilte er åbenbart noget, der appellerer til følelserne.

Det er ulovligt at fjerne skilte opsat af offentlige myndigheder. Rudersdal Kommune har dog ikke tænkt sig at politianmelde hærværket.

Facebook
Twitter