Karaktererne stiger: Markant skolefremgang blandt de unge i ghettoerne

Bare i Tingbjerg er andelen af børn, der får minimum karakteren 4 i dansk, steget med 22 procent.

Se med fra Tingbjerg Skole her.

Børnene i udsatte boligområder har længe haltet efter resten af landet, når det gælder karakterer og uddannelsesniveau. Men pilen peger fremad, viser en rapport fra Danmarks Almene Boliger, BL.

Andelen af børn, der får minimum karakteren 4 i dansk og matematik, er nemlig steget markant de seneste 10 år i udsatte boligområder.

I blandt andet Tingbjerg i København er andelen gået fra 22 procent i 2008 til 38 procent i 2015.

Det er en markant udvikling, mener Bent Madsen, administrerende direktør i BL.

- Der er en fantastisk fremgang, og det er særligt i fagene matematik og dansk, at det går fremad, hvilket er vigtigt for de her unges fremtid, siger han.

Ifølge Bent Madsen er det en bred pallette af løsninger, der er skyld i fremgangen.

- Vi kan se over de seneste år, at fritidsjob, lektiecafeer og sportsklubber har haft en positiv effekt på skolegangen, siger han.

Stadig et stykke arbejde at gøre

Men på trods af fremgangen er der fortsat et stykke vej op til niveauet for de unge i Danmark som helhed, hvor syv ud af ti elever opnår minimum karakteren 4 i dansk og matematik. Blandt eleverne i ghetto-områderne får blot 45 procent af de unge minimum 4 i de to fag.

Samtidig skal stigningen ses i lyset af, at der har været en generel stigning på karakterområdet, siger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University College.

- Generelt er der sket en stigning på hele området, så der er stadig den samme forskel mellem ghetto-områderne og resten af landet, siger han.

Han mener dog stadig, at der er grund til at være positiv.

- Antagelsen vil være, at ghetto-områderne vil have svært ved følge med i den generelle karakterstigning. Så det, at de følger med, og bliver bedre er entydigt positivt i mine øjne, siger han.

Det er den samme pointe, som Bent Madsen hæfter sig ved.

- Det er korrekt, at der er sket en stigning i hele samfundet, men fremgangen er markant særligt i de udsatte områder. Vi er dog ikke i mål endnu, og derfor skal området styrkes endnu mere, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.