Kastrup Lufthavn er nu klar til verdens største passagerfly

Lufthavnen udvider for at gøre plads til det gigantiske fly Airbus A380 og 40 millioner årlige passagerer.

Om en måned kan den første Airbus A380 lande i Kastrup. Verdens største passagerfly har plads til op til 853 passagerer. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Verdens største passagerfly Airbus A380 skal fra 1. december lande og lette fra lufthavnen i Kastrup.

Med den nye satsning håber lufthavnen på at gå fra 25 millioner passagerer om året til 40 millioner i løbet af de næste ti år.

Men det kræver en udvidelse af lufthavnen, som åbner i dag.

- Nu kan vi komme ud og være en spiller mod de andre lufthavne ude i verden og tiltrække trafik til vores lufthavn. Vi har gearet os til fremtiden og stopper ikke, før vi har nået vores mål, siger trafikchef i lufthavnen, Dan Meinicke.

  • Siddeafdelingen er indrettet efter hvordan man forestiller sig, at familier gerne vil sidde sammen. (Foto: Oliver Breum - P4 København)
  • Allerede fra i dag fylder passagerne terminalen, men Airbus'en lander først om en måned. (Foto: Oliver Breum - P4 København)
  • Panoramavinduerne giver udsyn til den nye større 6.600 kvm2 landingsbane. (Foto: Oliver Breum - P4 København)
  • "Finger C" er indrettet med marmorgulve, og stolene er dansk design. (Foto: Oliver Breum - P4 København)
1 / 4

Har kostet en kvart milliard

Parkeringspladsen til verdens største passagerfly har krævet en investering på over en kvart milliard kroner til udbygningen af 'Finger C'-terminalen. Udbygningen har blandt andet betydet 6.600 kvadratmeter ny landingsbane.

Indenfor er terminalen indrettet med marmorgulve, panoramavinduer og Arne Jacobsens 7'er-stole:

- Der er åbne lyse forhold, og der er tænkt på det hele. Vi vil gerne have, at passagernes rejse starter allerede her, inden de sætter sig i flyet, siger lufthavnens trafikchef, Dan Meinicke.

I dag klokken 12.30 kommer transportminister Hans Christian Schmidt (V) og indvier udvidelsen officielt.

Facebook
Twitter