Kjøbenhavns Boldklub tripper efter at komme i gang med nedrivningen og genopbygningen af KB Hallen, der i snart to et halvt år har stået som en brandtomt.
I november ophævede Kulturstyrelsen fredningen, men så længe der er en høringsperiode i gang, må man nøjes med at drømme om en ny hal, siger KB's direktør Henrik Eigenbrod: - Vi vil gerne have en hal som er ikonisk, som både rækker ud efter det kommunale og regionale, men også efter det nationale og internationale. Og hvor der både skal være plads til sport og kulturarrangementer.
Mangler penge
Alt dette kræver dog, at den store fodbold- og tennisklub finder flere penge end de godt 80 millioner kroner, som forsikringen gav efter branden:
- De byggesagkyndige, som har beregnet for os, siger at man kan bygge en moderne hal, til de her arrangementer og ikke mindst kulturelle arrangementer, for op omkring de 140 til 150 millioner kroner. Og så står vi og mangler cirka 60 millioner, fortæller Henrik Eigenbrod.
Han håber de kan skaffes fra fonde og fra Frederiksberg Kommune.
Opbakning er vigtig
Men kommunen er loren ved projektet. Frederiksbergs radikale viceborgmester Morten Jung siger, at det slet ikke er sikkert, at kommunen kommer til at støtte anlægsarbejdet af KB Hallen økonomisk:
-Det afhænger jo helt af, hvilken hal vi skal have, og hvor interesseret fondene er til at støtte den. Og så er det jo ikke penge vi lige kan hive op af den høje hat, men noget vi må drøfte til budgetforhandlingerne til foråret, siger Morten Jung.
Kommunen yder allerede nu et drifts-tilskud til KB for at støtte klubbens arbejde med byens børn og unge. Og måske det bliver ved dét, siger Morten Jung:
- Som udgangspunkt er KB en selvejende institution, det er jo ikke en kommunal institution.