Kiosker lukker øjnene for aldersgrænser og lader mindreårige oddse

Det er intet problem at oddse, selvom du er under 18 år, viser et forsøg. Danske Spil er ærgerlige og beklager.

Unge drenge vil ikke kun se og spille fodbold. De vil også oddse på fodbold. Og det hindrer dem ikke, at de er for unge, for kioskerne i København sælger ufortrøden odds til unge under 18 år. (Foto: DR © DR Sporten)

- Stikker du mig ikke lige en 20'er, spørger Mikkel Seitzberg kammeraten Adam Jakobsen.

20'eren er til at oddse for. De to drenge er kun 16 år og burde gemme deres 20 kroner et par år endnu, til de er gamle nok.

Men hvorfor vente, når der er kiosker, der er villig til at se igennem fingre med aldersgrænsen?

- Jeg kan altid finde et sted at oddse, for jeg kender alle kioskerne og jeg ved, hvor jeg må, og hvor jeg ikke må, siger Mikkel Seitzberg.

Aldersgrænserne bliver brudt på stribe

I ti ud af ti kiosker kunne de to drenge få lov at oddse, viser et forsøg DR P4 København har lavet blandt tilfældige kiosker på Vesterbro.

Resultatet ærgrer Danske Spil, der i januar sendte en reprimande ud til deres forhandlere, fordi der har været en række tilfælde, hvor aldersgrænsen er blevet brudt.

Men det er svært at håndhæve reglerne, erkender informationschef for Danske Spil, Thomas Rørsig.

- Vi kan jo ikke sætte overvågningskameraer op. Så vi bliver nødt til at appellere til forhandlerne om at tage ansvar. De har jo også en interesse om ikke at komme i fedtefadet, men det gør de altså, hvis de bliver opdaget i at sælge til mindreårige, siger han.

De unge er ikke overraskede

Der er dog ikke umiddelbart noget der tyder på, at opsangen fra Danske Spil har gjort en forskel. De to drenges erfaring taler sit eget klare sprog om, hvor sjældent de møder modstand.

- De fleste steder har jeg oddset før, og det er meget sjældent, at jeg bliver afvist. Jeg tror ikke, at kioskerne har det samme overblik, som de store supermarkedskæder har, siger Adam Jakobsen.

En ny megafonundersøgelse lavet for Center for Ludomani viser, at det primært er de unge der bruger penge på at spille. Centeret får samtidig stadig flere og flere yngre ludomaner i behandling. 

Facebook
Twitter