København laver særlig parkering til ladcykler

Det kan knibe med at finde p-plads til sin ladcykel, men nu forsøger Københavns Kommune sig med at parkeringspladser til de store cykler.

Christian Baun låser sin ladcykel til en af de nye parkeringspladser i København. Det er nemt og bekvemt, mener han. (Foto: Christian Stemann © P4 København)

Læs børn, indkøb og resten af dit habengut på ladet, og så er det ellers bare af sted. Ladcyklen er blevet utrolig populær blandt børnefamilierne, og særligt i byen er det cyklernes svar på en rummelig stationcar.

Men det kan knibe med at parkere den store cykel, og derfor forsøger Københavns Kommune sig nu med specielle ladcykelstativer på Østerbro.

- Det er da klart, at jeg vil bruge det. Før har vi brugt et bøgetræ at låse cyklen fast til. Nu kommer der orden på det, siger Christian Baun, der har fået installeret et af de nye anlæg ved siden af sin opgang.

10 steder i byen

Indtil videre er der opført 10 stativer rundt om på Østerbro, og så er det ellers meningen, at ladcyklisterne kan parkere vognen uden at komme i clinch med de almindelige cykler.

De kommende uger vil kommunen så evaluere forsøget og se, om ladcykelstativer er kommet for at blive.

For Christian Baun er det allerede blevet en succes:

- Vupti, nu hænger den der. Det er da meget godt, slutter Christian Baun, da han hurtigt får sat en kædelås om det nye anlæg og sin ladcykel.