København vil åbne café i rådhusets historiske kælder

Rådhuscaféen skal skabe bånd mellem politikere og borgere.

Rådhuspandekagerne vil efter planen være at finde på menukortet på Københavns Rådhus. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

For at nedbryde barrierer mellem befolkningen og politikerne har politikerne på Christiansborg og nu også rådhuse åbnet cafeer inden for bygningernes fire vægge.

Seneste skud på stammen er København, der nu planlægger at bespise byens borgere med gryderetter og de famøse rådhuspandekager i rådhusets kantine i kælderen.

Det er Enhedlistens Allan Mylius Thomsen fra borgerrepræsentationen, der er en af politikerne bag forslaget.

- Vi vil gerne have, at rådhuset virker mere åbent over for offentligheden, siger han.

Cafeen skal være et sted, hvor borgerne har mulighed for at tage en uformel samtale med kommunalpolitikerne, lyder det videre.

- Jeg vil gerne tage en kop øl med cafeens gæster for at nedbryde de elitære fordomme, der er om politikere, siger Allan Mylius Thomsen.

På Frederiksberg Rådhus har de allerede en café, hvor politikere holder kaffemøder side om side med folk, der mæsker sig i højtbelagt smørrebrød.

- Det er fint, at København vil åbne en café, for den kemi og stemning, det medfører, synes jeg, er rigtig god, siger Laura Lindahl, der sidder i kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance på Frederiksberg.

Cafeen på Københavns Rådhus vil som udgangspunkt holde åbent i turistsæsonen, til højtider og ved kulturelle arrangementer.

Efter planen er det Meyers Kantiner, der skal levere mad til cafeen.

Facebook
Twitter