København vil indføre minimumsnormeringer allerede i 2022

Der skal afsættes 450 millioner kroner til at ansætte flere pædagoger, foreslår S og SF.

I øjeblikket er der 3,2 børn pr. voksen i de københavnske vuggestuer, mens der er 6,5 børn pr. voksen i børnehaverne. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Fra 2022 skal alle daginstitutioner i København have maksimalt tre børn per voksen i vuggestuen og seks børn per voksen i børnehaven.

Sådan er ambitionen fra overborgmester Frank Jensen (S) og sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Dermed vil kommunen indføre minimumsnormeringer tre år før det landsdækkende minimumskrav, som blev indført i 2019, og som skal gælde fra 2025.

- Vi skal gøre vores institutioner mere robuste, og derfor går vi (i Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, red.) og SF sammen og siger, at til budgetforhandlingerne prioriterer vi virkelig at få minimumsnormeringer på plads, siger Frank Jensen.

Konkret foreslår de to borgmestre, at der afsættes 450 millioner kroner på kommunens budget til at ansætte flere pædagoger de næste fire år.

- Det handler om at skabe en tryg hverdag for børnene i vores kommuner. Vi er nødt til at starte med de pædagoger, vi kan få, og supplere med pædagogiske assistenter, indtil vi har fået uddannet ekstra pædagoger, siger Sisse Marie Welling.

Næsten 1.000 ekstra pædagoger

For at leve op til minimumskravene skal kommunen ud og finde mange ekstra pædagoger til kommunens vuggestuer og børnehaver.

Helt præcist drejer det sig om 950 ekstra pædagoger over de næste fire år.

Og det er en kæmpe opgave, medgiver Frank Jensen.

- Vi håber med den kampagne, vi nu har sat i gang i Københavns Kommune, at vi kan finde flere, som har lyst til at være pædagog. Vi skal stille på alle de skruer, vi har som kommune, for at få flere ind på pædagoguddannelsen.

Han mener dog, at det er realistisk at finde de mange pædagoger.

- Vi skal sørge for, at mange af dem, som er blevet arbejdsløse, særligt i den seneste tid, ser mulighederne i vores velfærdinstitutioner som vuggestuer og børnehaver, siger han.

Normeringen i de københavnske vuggestuer er i dag 3,2 børn per voksen i vuggestuer og 6,5 børn per voksen i børnehaver.

Et af de steder, som nu kan se frem til at få de tal nedbragt, er Brolopperne på Nørrebro.

Her er Trine Enemark pædagogisk leder. Hun har dog allerede i dag svært ved at finde og ansætte pædagoger, når der er ledige stillinger.

- Sidste gang fik vi seks ansøgere, så det er begrænset, hvad vi får af ansøgere.

Hun oplever, at der allerede er rift om pædagogerne i kommunen.

- Vi mangler jo allesammen pædagoger, så vi prøver allesammen at tiltrække de bedste, siger hun.

For at få flere ansøgere har de nu indledt et samarbejde med kommunen om at lave et bedre og anderledes stillingsopslag.

- Vi håber, at de kan hjælpe os til at tiltrække andre pædagoger, siger Trine Enemark.

Forslaget om minimumsnormeringer møder opbakning på Københavns Rådhus, hvor der tegner sig et flertal.

Facebook
Twitter