"Københavnerbashing": Frank Jensen raser over ny udligningsreform, der vil koste København milliarder

Regeringens fem forslag til modeller for en omfordeling af de kommunale kroner får borgmesteren op i det røde felt. I en af modtagerbyerne er man derimod tilfredse.

- Det er en ommer og et udtryk for københavnerbashing, siger Frank Jensen om regeringens udspil.

Mellem 634 og 884 millioner kroner om året. Så meget lægger regeringen op til, at København skal af med til andre kommuner i et nyt udspil om at omfordele Danmarks kommuners penge, så fattigere kommuner får en større bid af kagen.

Men det er helt urimeligt, mener overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S).

- Regeringen lægger op til at splitte Danmark, når den efterlader regningen hos en mindre gruppe kommuner. Det er meget meget voldsomme beløb, det drejer sig om, siger han.

Den kommunale udligning flytter hvert år penge fra de rigeste kommuner til de fattigste. Formålet er at udjævne de økonomiske forskelle mellem kommunerne.

Udspillet består af fem modeller for at omfordele pengene. I alle fem modeller skal København af med flere hundrede millioner. Helt præcist mellem 634 millioner kroner og 884 millioner kroner hvert år.

Det er penge, der kommer oven i den 1,1 milliard, som København allerede afleverer til udligningssystemet.

Det nye beløb svarer til mere end 1.000 kroner yderligere fra hver københavner om året, der skal overføres til andre kommuner. Det beløb kan kun findes ved at skære i den kommunale kernevelfærd eller ved øgede skatter, skriver overborgmesteren i en pressemeddelelse.

Det er heller ikke første gang, at nogle af de kommuner, der skal aflevere penge i udspillet, raser.

I starten af februar indrykkede 34 kommuner i hovedstadsområdet en helsidesannonce i Berlingske under overskriften "Stop pengestrømmen til Jylland".

En af medunderskriverne var Albertslund Kommune. Her sagde borgmester Steen Christiansen (S):

- Vi har fået nok. Alene fra 2017 til 2018 stiger landsudligningen med 1,5 milliarder kroner, og vi står i en situation, hvor de jyske kommuner kræver yderligere. Det synes vi simpelthen ikke er rimeligt.

Herning-borgmester: Helt på sin plads

En af de kommuner, der ser ud til at modtage penge i omfordelingen, er Herning. I alle fem scenarier i regeringens udspil skal nogle af pengene gå til den midtjyske by.

Og det er uforståeligt, mener Frank Jensen.

- Det går ud på med lys og lygte at finde måder, der kan føres midler fra København til provinsen, nogle gange endda til kommuner, der har bedre velfærd eller højere beskæftigelse end i København, siger han.

Men i Herning synes man, det er helt på sin plads med de ekstra penge.

- Jeg synes, det er værd at hæfte sig ved, at det særlige udlignings-system for hovedstadsområdet er skabt på et tidspunkt i historien, hvor København var i en dårlig forfatning og havde brug for en økonomisk håndsrækning fra resten af landet, siger borgmester Lars Krarup (V) og fortsætter:

- At der nu igen bliver lavet ændringer, der kan hjælpe til at skabe et Danmark i bedre balance, er, set fra min stol, helt på sin plads, siger han.

Overborgmester: Sæt loft over omfordelingen

Frank Jensen er med på, at København også skal bidrage til velstanden i hele landet, men det nye forslag er alligevel urimeligt, mener han.

- København er solidarisk med resten af landet. Og vi deler gerne velstand, når det går godt i København. Men det her er en særlig trang til at straffe København og københavnerne, siger Frank Jensen.

Han opfordrer derfor regeringen til som minimum at lægge et loft over, hvor hårdt enkeltkommuner kan rammes.

- Der skal nogle flere statspenge ind i det her, så det er ikke er nogle få kommuner, der skal stå for at skabe balancen, siger han.

Regeringen vil i den kommende tid begynde forhandlinger på baggrund af de fem modeller.

Facebook
Twitter