Københavnere vil gerne være mentorer for løsladte

I Jylland har det til gengæld været svært at finde mentorer til et projekt for løsladte.

Ifølge Røde Kors begår én ud af tre løsladte ny kriminalitet, efter de er kommet ud af fængslet. Arkivfoto (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Gæld, intet nem-id og intet socialt netværk.

Mange løsladte står alene med udfordringerne, når de kommer ud af fængslet, og det kan betyde, at de falder tilbage i kriminalitet.

Men i København er Røde Kors kommet godt fra start med mentorprojektet Primus Motor, hvor frivillige hjælper løsladte med at få styr på det praktiske i hverdagen og med at få et nyt netværk.

Projektet startede i Jylland, hvor det har været en udfordring at tiltrække frivillige, men det er gået nemmere i København. Her startede projektet i foråret, og lige nu er der 16 frivillige, som hjælper løsladte, fortæller Emilie Brandt, udviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden.

- Det kan godt være lidt svært at tiltrække mentorer, men det er faktisk gået rigtig godt i hovedstaden, siger hun.

I projektet bliver to mentorer matchet med en indsat i den sidste fase af afsoningen, og man laver mange forskellige ting sammen, fortæller Camilla, som har været frivillig mentor siden påske:

- Vi har været til møder i jobcenteret, og vi har undersøgt uddannelsesmuligheder. Men det kan også være det at drikke en kop kaffe og tale sammen og lytte til, hvad han (den løsladte, red.) har at fortælle, forklarer Camilla.

Hos Kriminalforsorgen er de glade for projektet. De fører også selv tilsynsbesøg ved betinget dømte og prøveløsladelser, men det giver noget andet, når det er frivillige mentorer fremfor offentlige myndigheder, som er i kontakt med de løsladte, siger Tina Engelbrecht Ising.

- Det er jo tit det, som er med til at gøre en forskel for personer, som har problemer, at der er nogen som på ærlig vis og med personlig interesse viser omsorg for den enkelte, siger hun.

Og ifølge Camilla er det frivillige arbejde ikke kun en gevinst for den løsladte:

- Det giver mening at hjælpe et andet menneske, som har brug for støtte til at komme videre i livet, mener hun.

De frivillige ved Primus Motor opgiver ikke deres fulde navn overfor de indsatte, derfor medvirker Camilla kun med sit fornavn. Hendes fulde identitet er redaktionen bekendt.

Om Primus Motor

  • Indsatte kvinder og mænd i alderen 25-50 år kan få mentorer. De skal som minimum have to måneder tilbage af deres afsoning, og der er ikke nogen øvre grænse for, hvor lang en dom de må have fået.

  • Til gengæld gælder tilbuddet ikke for dem, der afsoner med fodlænke, er dømt til udvisning eller er registrerede rocker- og bandekriminelle.

  • De frivillige skal være over 25 år gamle, have en "god portion livserfaring" og tid til at hjælpe to til fire timer om ugen i gennemsnit.

  • Det er et krav, at de frivillige kan sikkerhedsgodkendes.Kilde: Røde Kors

Facebook
Twitter