Københavnerne glemmer refleksen

I mørket kan en refleks redde liv, men kun 29% af københavnerne husker det.

Husk refleksen -det redder liv. (Foto: DR Bornholm © DR Bornholm)

Vi husker at sikre hunden og børnene, men glemmer os selv i mørket.

Undersøgelser viser, at hver anden hund går rundt med reflekser på, mens det kun er 29% af københavnere på to ben. Det skal der laves om på, og derfor bliver der i dag uddelt 125.000 reflekser.

For det hjælper, forklarer Mads Houe, presseansvarlig i Codan.

- Det er en billig livsforsikring, for vi ved at refleksbrikker nedsætter risikoen for at blive overset med op til 85%. 

Forskel mellem liv og død

Han forklarer, at det gør en stor forskel for en bilist, der kommer kørende med cirka 50 km i timen, om en fodgænger eller cyklist har en refleksbrik på eller ej.

- Mange har nok den holdning, at det går nok. Men hvis ikke du har refleksbrik på, så bliver du først opdaget på 30-40 meters afstand. Hvis du har refleks på ser bilisten dig på 140 meters afstand, forklarer Mads Houe.

Og de cirka hundrede meters synlighed kan gøre en stor forskel i mørket, forklarer Mads Houe.

- Det giver bilisten 8 sekunder mere at reagere i, og det kan betyde forskel mellem liv og død.

Der er dog en gruppe der husker refleksbrikkerne - løberne. Her husker op mod 8 ud af 10 at gøre sig synlige, når det er mørkt.

Facebook
Twitter