Københavns Lufthavn får vokseværk: 'Det lugter simpelthen af prut...'

Staten er klar til at skyde 2,5 milliarder kroner i Københavns Lufthavn.

To nye togperroner og 2000 flere parkeringspladser er en del af planen, når Transportministeriet sætter en udvidelse af Københavns Lufthavn i udbud i 2020. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Københavns Lufthavn skal have 2000 nye parkeringspladser og to nye perroner på tog-stationen, lyder hovedpunkterne i en ny plan, som er en del af regeringens hovedstadsudspil.

Det skriver Børsen.

Både parkeringspladser og perroner skal gøre Københavns Lufthavn attraktiv for flyselskaber at flyve fra, fordi det bliver nemmere for passagererne at bruge lufthavnen.

Og netop fordi flere folk skal have mulighed for komme til og fra lufthavnen, er en velfungerende infrastruktur vigtig, mener Transportminister, Ole Birk Olesen (LA).

- I fremtiden får Københavns Lufthavn mange flere rejsende både ind og ud af landet, og det er en stor vækstmotor for hele hovedstadsregionen, og derfor er der også behov for at Københavns Lufthavns togstation kan tage sin del af de folk, der skal til og fra Lufthavnen, siger Ole Birk Olesen.

Godt for flyselskaberne

Regeringens plan bliver også godt modtaget hos SAS, hvor kommunikationschef Mariam Skovfoged siger, at udvidelsen af lufthavnen har betydning for, at SAS kan blive ved med at vokse.

- Det skal være let at komme til, fra og rundt i en lufthavn, og derfor er hele infrastrukturen vigtig. Både når man er et flyselskab, men også når man er kunde og flypassager, siger hun.

Så selvom pengene skal bruges på infrastrukturen uden om lufthavnen, vil det også styrke flyselskaberne, fordi det er med til at lokke kunder til, mener Mariam Skovfoged.

- Det er vigtigt, at vi kan blive ved med at vokse og skabe tilgængelighed for danskerne, så hvis der bliver investeret yderligere i infrastrukturen, så er det noget, der kommer os alle sammen til gode, siger hun og fortsætter.

- Infrastrukturen vil være med til at øge passagergrundlaget, fordi passagererne i højere grad vil vælge Københavns Lufthavn frem for andre, siger hun.

Nabogener

Men selvom der er mange positive reaktioner på udvidelsen af Københavns Lufthavn, er der også naboer, der ikke synes, at det hele er lutter lagkage.

I de seneste 25 år har Mie Kurtsdatter boet i lufthavnsparken i Kastrup, som ligger lige op af Københavns Lufthavn.

- Umiddelbart er det jo ikke et problem, at man forbedrer infrastrukturen, så folk kan tage toget og komme af med deres biler, men det er også et spadestik i retning af, at der kommer flere fly i luften, siger hun.

Det bekymrer hende. For med den flytrafik, der allerede er nu, oplever hun støj og gener med luftforurening.

- Når vinden er i syd, bliver flyenes brændstof blæst ind over Kastrup. Og det er jo fossilt brændstof, og man kan lugte, hvor det kommer fra, så der lugter simpelthen af gammel prut i gaderne, siger Mie Kurtsdatter.

Men at flytrafikken bliver øget i takt med bedre infrastruktur og udvidelser af lufthavnen er nok ikke til at komme udenom. I hvert fald ikke, hvis man spørger transportministeren.

- Københavns Lufthavn har planer om at udvide selve lufthavnen, så der bliver plads til mere flytrafik, men vi tager ansvar for den del, der handler om at få folk til og fra lufthavnen, siger Ole Birk Olesen.

Facebook
Twitter