Københavns Universitet kvitter sorte investeringer

Københavns Universitet, KU, følger i fodsporene på Københavns Kommune, der tidligere i år droppede fossile investeringer.

Ansatte og studerende på universitetet har blandt andet skrevet et åbent brev og samlet underskrifter for at sikre en grøn profil. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Københavns Universitet dropper at tjene penge på kul, gas og olie, når universitetet i fremtiden skal tjene penge på aktier.

Dermed følger universitetet i fodsporene på Københavns Kommune, der tidligere på året meldte ud, at man dropper alle investeringer i aktier i kul-, olie- og gasselskaber, de såkaldte sorte investeringer.

Forud for beslutningen har ansatte og studerende på uddannelsesinstitutionen blandt andet skrevet et åbent brev og har samlet underskrifter for at sikre en grøn profil.

Det var dog ikke de skriftlige protester, der gjorde udslaget, siger bestyrelsesformand på Københavns Universitet Nils Christian Strandberg Pedersen.

- Alle henvendelser gør indtryk, men allerede for et år siden besluttede vi at investere grønt, hvis det blev muligt. Det er det nu, og derfor vælger vi den grønne profil, siger han.

Bestyrelsen tog beslutningen i forbindelse med universitetets nye planer om at investere mere aktivt i aktier. Det skal give et større økonomisk afkast fremover.

Den udlægning er lektor på Københavns Universitet og initiativtager til underskriftsindsamlingen Thomas Meinert Larsen ikke enig i.

Han siger, at bestyrelsen indtil for nyligt ikke ønskede at droppe de sorte investeringer. Han er dog glad for, at beslutningen endelig er en realitet.

- Det er et enormt vigtigt signal, at vidensinstitutioner, der er rørende enige om, at vi har klimaproblemer, også handler, som de siger. De kan ikke blive ved med at finansiere fossile brændstoffer, der er skyld i klimaforandringerne, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.