Københavnske borgmestre siger nej tak til Formel 1

Kultur- og fritidsborgmesteren samt teknik- og miljøborgmesteren i København mener ikke, at et stort motorløb passer til en grøn by.

Der er ikke politisk opbakning til, at Formel 1 køres i de københavnske gader. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Planerne om at få Formel 1 til København møder modstand fra flere politikere i borgerrepræsentationen.

Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre mener nemlig, det vil skade Københavns omdømme som en grøn by.

Derfor bliver det et nej tak til motorløbet, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Sådan et motorløb vil skabe alt for mange gener for København. Både i form af støj og luftforurening, og byen vil være spærret af i mange dage.

Meldingen kommer i kølvandet på, at direktøren for Formel 1, Chase Carey, i dag skal mødes med erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og overborgmester i København Frank Jensen (S), hvor de skal tale om muligheden for at få Formel 1 til hovedstaden.

Men et motorløb vil ikke passe sammen med Københavns omdømme som en grøn by, mener kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (ALT).

- Vi er generelt tilhængere af mangfoldige events og begivenheder i København. Men Formel 1 og motorsport, synes vi ikke, er med til at understøtte vores grønne by og vores profil som bæredygtig by. Så det bliver et nej tak.

Blå partier i venteposition

Liberal Alliance og Konservative i København har ikke endeligt besluttet sig, men er positive over for idéen om at få en stor begivenhed til hovedstaden.

- Det er altid godt, når København kan få store, internationale begivenheder. Det er en rigtig god eksponering af København, siger Alex Vanopslagh, som er gruppeformand for Liberal Alliance i København.

Han giver dog ikke meget for, at oppositionen ikke vil have en begivenhed, bare fordi det er motorsport.

- Det er noget symbolpolitik, der potentielt kan skade hele turismebranchen i byen. Det, vil jeg mene, er ærgerligt.

Gruppeformanden er ikke helt fast besluttet på at støtte løbet endnu, da han gerne vil se de endelige planer for begivenheden.

Også Konservative i Københavns gruppeformand Jacob Næsager (K) har nogle ønsker til løbet, før han vil støtte op om projektet.

- Det er en stor begivenhed, som vil føre meget positivt til restauranter og hoteller. Men ruten er ikke realistisk.

Han frygter, at det vil være et større projekt at gøre plads til ruten.

- Der vil skulle fjernes lyskryds, midterheller og træer. Og det er jo ikke noget, der tager tyve minutter.

Overborgmester Frank Jensen (S) vil først udtale sig om de københavnske Formel 1-udsigter, når mødet med Chase Carey og Brian Mikkelsen er overstået senere onsdag eftermiddag.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.