Københavnske svømmetrænere skal gøre rent og holde opsyn: Frygter det ender med ulykker

Københavns Kommune vil spare penge og barbere ventelister ved at overdrage driften af svømmehallerne til svømmeklubberne.

Svømmetrænernes opgave er at lære folk at svømme, ikke gøre rent, lyder det fra de københavnske svømmeklubber. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Når børn og unge skal lære crawl, brystsvømning og hovedspring kan det fremover være svømmeklubberne selv, der også skal stå for at få spulet omklædningsrummet og taget vandprøverne.

For Københavns kultur og fritidsudvalg barsler nemlig med en plan for at lade svømmeklubberne selv stå for driften af svømmehallen, når de har træning. Forslaget indgår som en del af en spareplan, der skal vedtages til september. Foreløbigt har kommunen varslet svømmeklubberne i et brev.

Men planerne vækker bekymring hos Hovedstadens Svømmeklub, der med sine cirka 10.000 medlemmer er Danmarks største.

- Vi bare er rigtig nervøse for den situation, der kommer til at opstå, hvis vores unge trænere skal varetage så meget af dagligdagen i en svømmehal. Det er vi ikke indstillet på, siger klubdirektør Lars Sørensen.

De ekstra opgaver kan gøre det svært at rekruttere trænere til klubben, frygter han.

- Hvis de skal til at spule omklædningsrummene, tage vandprøver og sikre, at der ikke kommer udefrakommende ind i svømmehallerne, så er jeg bekymret for, at det ikke længere er interessant for mange af vores unge mennesker.

Trænere frygter for sikkerheden

Blandt de nuværende trænere er tanken om at skulle gøre rent og holde øje med svømmehalsgæsterne ikke opløftende. Natasja Frandsen arbejder fire gange om ugen som svømmetræner for Hovedstadens Svømmeklub.

- Det fjerner mit fokus fra min reelle opgave, som er at lære Københavns børn og unge at svømme. Det koster en masse tid, og det synes jeg ville være ærgerligt.

Ifølge Natasja Frandsen springer man i dag som svømmetræner også til, hvis der er brug for en hjælpende hånd i omklædningsrummet, for eksempel hvis en svømmer har glemt koden til et skab. Men det er minimalt i forhold til det, der bliver lagt op til, mener hun, og det spiller også en rolle for sikkerheden, advarer hun:

- Det ville kunne ende med en ulykke, hvis jeg skal rende ud i forhallen eller saunaen og fylde sæbe op eller andre opgaver.

Politikere: Gavnligt for foreningerne

Tanken bag tiltaget er, at det skal give svømmeklubberne mulighed for at holde svømmehallerne længere åbne for undervisning.

Kim Hjerrild, der er medlem af kultur- og fritidsudvalget for Alternativet, synes, at forslaget er en god ide.

- Vi tror på, at vi kan slå to fluer med et smæk ved at spare nogle ressourcer og åbne vores svømmehaller lidt mere for klubberne.

Også hos De Radikale håber udvalgsmedlem Christopher Røhl Andersen, at de ændrede krav til svømmeklubberne kan betyde mere bassintid til medlemmerne

- Hvis vi kan få skåret ned på nogle af de store ventelister til svømmeforeninger, håber vi, at det på den måde kan blive et plus for foreningerne.

Ifølge den plan, der er skitseret nu, får svømmeklubberne en regning, hvis de ikke lever op til deres pligter, så kommunen skal rydde op eller gøre rent.

Facebook
Twitter