Kørelærer: Jeg tager ikke nye elever ind, for jeg kan ikke skaffe køreprøver til dem

Venstre vil udstede tidsgaranti på max en måned for køreprøver. Kørelærer hilser forslaget velkomment.

Mange elever har ventet for længe på at kunne tage en køreprøve, mener Venstre. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Senest en måned efter, at man har bestået sin teoriprøve, kan man komme op til sin praktiske prøve.

Sådan lyder forslaget i dag fra Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

Den udmelding bliver taget godt imod blandt kørelærerne.

Den nye lovgivning fra 1. januar, 2017, hvor 17-årige også kunne taget kørekort, fik nemlig ventetiden til at eksplodere flere steder i landet. Blandt andet i København, hvor Torben Miller, der er kørelærer, ejer og driver Millers Køreskole.

- Et år før loven om de 17-årige trådte i kraft var det allerede svært at få køreprøver, siger Torben Miller og fortsætter:

- Så da lovforslaget om de 17-årige kom, sad vi som kørelærere og rystede på hovedet, for man kunne ikke følge med i forvejen.

Torben Miller hilser derfor Venstres nye forslag velkommen, for de lange ventetider har kostet ham dyrt.

- Jeg har taget konsekvensen af de lange ventetider i København og droslet min forretning ned der. Jeg tager ikke nye elever ind, for jeg kan ikke skaffe køreprøver til dem, siger Torben Miller, der foruden sin køreskole i København også driver og ejer Millers Køreskole i Nykøbing Falster.

Og det er blandt andet på grund af de konsekvenser, at Kristian Pihl Lorentzen vil ændre på reglerne.

- I øjeblikket er der mange køreskoleelever, der oplever at vente alt for længe på at få mulighed for at aflægge en køreprøve, siger han.

Politiforbundet: Dårlig idé at flytte køreprøver

En af propperne i forbindelse med kørekorterhvervelse har været lange ventetider hos politiets motorsagkyndige, og derfor mener Venstre, at den opgave skal flyttes væk fra politiet og i stedet varetages af Færdselsstyrelsen.

- Der ligger færdselsloven nemlig i forvejen, og vi kan derved også aflaste politiet, således at politiet skal koncentrere sig mere om rent politifaglige opgaver. Der er som bekendt god brug for ressourcerne, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Men den melding synes man ikke om i Politiforbundet, siger forbundsmand Claus Oxfeldt.

- Jeg synes, det er en politiopgave. Det er en opgave, der relaterer til politiet, ligesom det også er politiet, der skal stå for håndhævelse af færdselssikkerheden, siger han.

Venstres forslag kommer som led i den såkaldte afbureaukratiseringsreform; Regeringen vil med fokus på regelforenkling efterse proceduren for at tage kørekort.