Kommunale SF'ere sparer på børneområdet

I Folketinget lover SF millioner til børn, men i kommunerne stemmer lokale byrådsmedlemmer for besparelser.

Det var et 'ufravigeligt krav' fra SF-formand, Pia Olsen Dyhr under valgkampen, at der kom flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer. (Foto: DR)

Mens SF's folketingsmedlemmer lover millioner til blandt andet daginstitutionerne, så leverer partiets kommunale politikere ofte stemmer til nedskæringer på børneområdet.

I 32 kommuner - hvoraf en tredjedel ligger i Region Hovedstaden - har SF’s byrådsmedlemmer stemt for nedskæringer på de såkaldte pasningsudgifter for 0-10-årige, skriver Politiken.

Det giver et troværdighedsproblem, når man lover millioner og minimumsnormeringer, men i virkeligheden skærer på området, lyder kritikken fra Dorte Boe Danbjørg, der er formand for Forældrenes Landsorganisation.

- Det er rigtig frustrerende at se, at et parti, der har haft så stort et fokus på børneområdet, er med til at skære på området, siger hun.

Pædagog: Besparelser rammer børnene

Besparelserne, som SF er med til at vedtage, ender oftest med, at der bliver færre uddannede pædagoger til at passe de mindste børn. Fra 2011 til 2013 er der samlet set blevet 3.000 færre pædagoger i daginstitutionerne på landsplan.

"Det er ikke et udgangspunkt og mål i sig selv for SF at stemme for nedskæringer på et område, der i forvejen er hårdt ramt"

Sendal Benli (SF), VICEBORGMESTER, GLADSAXE KOMMUNE,

Det har de mærket i daginstitutionen Ønske Øen i København, hvor pædagogerne er frustrerede over, at der er for lidt tid til børnene og for få kolleger til at løfte arbejdsopgaverne, fortæller pædagogisk leder Bjarne Kofoed.

- Vi tager ikke længere på koloni, og vi har ikke råd til at hente vikarer ind ved sygdom. Vi kan ikke lave projekter eller tage på tur, som vi gjorde før, siger han.

SF’er: Budgettet skal stemme

I Region Hovedstaden er det SF’ere i blandt andet Brøndby, København, Rødovre og Gladsaxe kommuner, der har været med til at spare på børnepasningen.

I Rødovre forklarer partiets kommunalbestyrelsesmedlem Svend Erik Pedersen besparelserne med, at det er umuligt at friholde børneområdet, når der generelt skal spares i kommunen.

Viceborgmester i Gladsaxe, Sendal Benli (SF) slår fast, at besparelserne ikke er et udtryk for SF's politik.

- Det er ikke et udgangspunkt og mål i sig selv for SF at stemme for nedskæringer på et område, der i forvejen er hårdt ramt, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.