Kommune sender moskebestyrelser på kursus: Skal sikre sunde religiøse miljøer

Der er et generationsskifte i gang i moskeerne i København, forklarer borgmester.

Gode bestyrelser i de københavnske moskeer er et vigtigt led i at forebygge radikalisering blandt unge muslimer. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Bestyrelserne i de københavnske moskéer er vigtige samarbejdspartnere, når det kommer til at forebygge radikaliserede miljøer. Derfor sender Københavns Kommune op mod 50 bestyrelsesmedlemmer på kursus i, hvordan de sikrer et sundt religiøst fællesskab.

- Vi vil rigtig gerne have, at bestyrelsesmedlemmerne er forbilleder for de unge, og at de er klædt på til at tage de diskussioner, som de unge søger i forhold til religion, kultur og identitet, siger Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

I mange af bestyrelserne i de københavnske moskéer er der et generationsskifte i gang, og derfor er det vigtigt at sikre, at de nye bestyrelsesmedlemmer er kvalificerede, siger Anna Mee Allerslev:

- Mange af dem er unge og har ikke prøvet det før, så det er vigtigt, at vi klæder dem på til at være gode organisationsfolk og være en del af fællesskabet.

Det er kun medlemmer af de moskeer, der har underskrevet København Kommunes såkaldte demokrati-charter, der sendes på kursus. Det udelukker nogle af de moskeer, hvor der er risiko for ekstreme tendenser, medgiver Anne Mee Allerslev.

- Det er klart, at der er nogle, vi ikke får fat i, men vi har været nødt til at sætte en politisk grænse ved dem, der har underskrevet vores demokratiske charter, og som vi ved har et demokratisk sindelag.

Ekspert bakker op

Kriminolog og radikaliseringsekspert Kasper Fisker forstår godt, at Københavns Kommune kun samarbejder med de demokratisk sindede moskeer. Men det betyder, at indsatsen mister effekt.

- Det er i virkeligheden de mosker og miljøer, der ikke vil underskrive sådan et charter, der har mest brug for det. Men kommunen er nødt til at overveje meget grundigt, hvem de vil tildele legitimitet.

København Kommunes kursus er lavet i samarbejde med initiativet Nordic Safe Cities under Nordisk Ministerråd, der trækker på erfaringer fra uddannelse af bestyrelsesmedlemmer i britiske moskeer.

Det er planen, at de første bestyrelsesmedlemmer sendes på kursus i januar.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.