Kommune: Skrald på gaden skal give bøde

Hvis du smider skrald på gaden, så skal kommunen kunne give dig en bøde.

Når solen skinner, og vi alle sammen strømmer udenfor, så kan det også betyde masser af skrald i gader, stræder og parker. (Foto: DR København © dr)

Hvis du smider en flaske, et stykke papir eller cigaretskodder på gaden, så skal kommunen kunne give dig en bøde.

Det er tanken bag en idé fra Københavns Kommune.

Kommunen har nemlig søgt om at få lov til at hive bødeblokken frem og kræve penge ind, når borgerne smider affald på gader, stræder og i parker.

Det sker som en del af frikommuneordningen, hvor udvalgte kommuner får vidtgående muligheder for at afprøve nye måder at varetage de kommunale opgaver.

Ideen kommer fra besøg i andre byer, som København normalt sammeligner sig med, siger Jon Pape, der er serviceområdechef i Teknik - og miljøforvaltningen:

- Byerne er meget renere end København, og de giver ofte bøder til folk, der smider affald i gaderne, siger Jon Pape.

Hvor meget, det skal koste at smide skrald, og hvem der skal sørge for, at få bøderne i kassen, ved kommunen endnu ikke.

Men håbet er, at skraldebøderne kunne have en præventiv effekt, siger Jon Pape

- Fordelen vil være, at folk tænker sig mere om, før de smider affald, forklarer serviceområdechefen.

Hvis frikommuneforsøget skal blive en realitet, så skal mindst én kommune mere være med på ideen, og den skal godkendes af Indenrigsministeriet.

Du kan faktisk allerede få en bøde på op til 8.000 kroner for at smide affald i naturen eller byerne, men det er politiet, der står for at dele dem ud.