Kommune til festival: Vælg mellem os og Uber

Københavns Kommune trækker støtte til Distortion, hvis musikfestivalen fortsætter samarbejde med kørselstjenesten Uber.

I 2015 blev 15 Uber-chauffører sigtet, mens der i februar 2016 var sigtet ni. Alle er sigtet for overtrædelse af taxiloven og taxibekendtgørelsen. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Skal musikfestivalen Distortion forsat have penge fra Københavns Kommune, så skal de droppe støtte fra kørselstjenesten Uber.

Det siger kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti.

Han er utilfreds med, at kommunen står listet side om side med det kontroversielle firma Uber som sponsor.

Det lod han arrangørerne forstå på et møde i dag.

- Nu er det op til Distortion selv at finde ud af, om de vil have støtte fra Københavns Kommune, eller om de hellere vil søge og finde deres penge andre steder, siger han.

Vælger Distortion ikke at sløjfe samarbejdet med omdiskuterede Uber, så bliver det også uden støtte fra Københavns Kommune fremover.

- Jeg kan ikke blande mig i det rent juridiske, men jeg kan meddele Distortion, at jeg ikke bakker dem op, hvis de fortsætter et samarbejde med Uber, siger Carl Christian Ebbesen.

I morgen, tirsdag, begynder retssagen mod seks uber-chauffører, som er sigtet for ulovlig taxakørsel. De står til en bøde på 5.000 kroner.

Københavns Kommune støtter musikfestivalen med 1,4 millioner kroner.

Facebook
Twitter